Hver sjette amerikaner - ikke færre end 50 millioner - oplevede på et eller andet tidspunkt i 2008, at de ikke havde råd til at købe nok mad til at forblive sunde. Det er en tredjedel flere end i 2007. En så udtalt fattigdom er naturligvis en skamplet på verdens rigeste og mægtigste nation og en påmindelse om nødvendigheden af en betydeligt mere samvittighedsfuld fordelingspolitik såvel som et effektivt socialt sikkerhedsnet. I Danmark er fattigdommen og den sociale skævhed betydeligt mindre, om end uacceptabelt stigende. Herhjemme lever trods alt ikke mindre end 59.000-133.000 børn i fattigdom. De private hjælpeorganisationer oplever også en voldsom stigning i ansøgningerne om julehjælp ifølge Inger Marie Warncke, der leder korshærens hjælpearbejde i Nordvest i København: »Vi har set en stor stigning i antallet af ansøgninger. I forhold til for fem år siden, er det blevet meget, meget værre. Der er langt flere, der har brug for hjælp.« ( Information, 7.12.2009). Siden årtusindskiftet er antallet af ansøgninger om julehjælp næsten fordoblet hos organisationerne, hvilket imidlertid har fået socialminister Karen Ellemann til at udtale følgende til de hjemløses blad, Hus Forbi: »... glædeligt, hvis den stigende efterspørgsel på julehjælp er udtryk for, at de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder.« Ikke alene er det selvsagt ydmygende for de mange fattige, at ministeren udtrykke glæde over dét, der ret beset er en falliterklæring for regeringens socialpolitik - det er naturligvis også en slet skjult påstand (med et papirtyndt forbehold i hendes 'hvis') om, at der reelt slet ikke er tale om nogen stigning, men at de fattige nok bare i højere grad er blevet klar over, hvor de kan søge privat hjælp. Karen Ellemann glæder sig naturligvis ikke eksplicit over en fordobling af jule-trængende, men hun leverer dermed et både taktløst og manipulatorisk røgslør, der taler lodret imod de tilgængelige tal på området - og hvidvasker sit eget ansvar med et smil. Leder af Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, finder udviklingen katastrofal og udtaler om ministerens udtalelse: »Det er for mig at se et udsagn, der viser, at regeringen ingen forståelse har for virkeligheden. Det skal ikke være private, der har ansvaret for at løse fattigdomsproblemerne. Der er ikke nogen, som med glæde beder om almisser. Det er folk, som har det ad helvede til og som lever i stor nød og elendighed.« Imens har der alene i 2001-2006 været en stigning på 50 procent i antallet af langtidsfattige, som lever under OECD's fattigdomsgrænse i over tre år. Og stramningerne af reglerne for overførselsindkomster har simpelthen ført til flere hjemløse, påpeger formanden for Rådet for Socialt udsatte, Preben Brandt. Karen Ellemanns udtalelse er i værste fald udtryk for ønsket om den amerikanisering (læs: privatisering) af socialpolitikken, som regeringens sundhedspolitik allerede er stærkt præget af - resultatet er ikke blot stigende ulighed, men også reelt stigende socialt armod.