Dansk Folkepartis kritik af den omdiskuterede burkarapport er ikke andet end den sædvanlige politiske selviscenesættelse og modstand imod al forskning, der ikke støtter partiets islamofobe agenda. Det bliver gjort til et problem, at bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen og talsmand for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, er blevet konsulteret for at danne et overblik over antallet af muslimske kvinder med niqab eller burka - men er det dog ikke helt indlysende at konsultere alle de kilder til information, der findes? Dr.phil. Margit Warburg fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet forsvarer da også sin undersøgelse, for det første fordi man selvfølgelig ikke bare kan foretage en enkel optælling, og for det andet fordi man selvfølgelig har konsulteret en bred skare af kilder, herunder lærere, sundhedsplejersker og forskere. Og som Warburg konstaterer: "Og i øvrigt er resultaterne ikke særligt overraskende, fordi det svarer til de øvrige internationale undersøgelser." ( Ritzau, 18.1.2010). Længere er den ikke. Det er en politisk skandale, at regeringen for at dække over Naser Khaders grundlovsstridige fiasko-forslag om et burkaforbud skal gennem sådanne krumspring, men når nu rapporten er lavet, skal den selvsagt også offentliggøres, og vejningen af de forskellige kilder er så endt med resultater, der svarer til det, forskningen vidste i forvejen fra udenlandske undersøgelser. Alligevel skal Dansk Folkeparti (og Ritzau) også benytte anledningen til at stigmatisere Abdul-Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain: "Det er grotesk, at der kan sidde nogen på et embedsmandskontor og tro, det er i orden at bruge dem som sandhedsvidner," siger Dansk Folkepartis Martin Henriksen, og Ritzau benytter lejligheden til at oplyse os om, at "Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain senest har været i fokus, da de mødtes med Mahmoud Ahmadinejad, da den iranske præsident var i Danmark i forbindelse med klimatopmødet". 1) Gad vide, om det er særskilt suspekt at deltage i et møde med Ahmadinejad under klimatopmødet - og om det også skal forklares og opklares, næste gang statsminister Lars Løkke Rasmussen nævnes, at det 'forresten' var ham, der gav hånd til og spiste frokost med Zimbabwes diktator, Robert Mugabe? 2) Betydeligt mindre opmærksomhed fik det, da det viste sig, at et iranskfødt medlem af Venstre også havde deltaget i mødet - den historie havde ikke rigtig samme gennemslagskraft, vel? 3) Og når nu Abdul-Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain åbenbart kræver nærmere introduktion - og introduceres så selektivt, som tilfældet er af Ritzau - hvorfor mon ikke vi så også skal have Dansk Folkepartis Martin Henriksen præsenteret som ham, 'der i sin tid opfordrede George Bush til at atombombe Iran', eller som 'ham, der blev irettesat af statsminister Anders Fogh Rasmussen' for at kalde islam for en "terrorbevægelse"? Svaret er, at det højreradikale protestparti Dansk Folkeparti har opnået en særstatus i mange danske medier, som muslimer på ingen måde kan gøre sig håb om at opnå. En muslimsk talsperson er ikke bare en muslimsk talsperson, og en imam er ikke bare en imam, nej, det er en person, der rutinemæssigt skal have mistænkeliggørelsen påklistret. En muslimsk talsperson har været "i fokus", som det hedder i Ritzau-telegrammet, før vi som læsere skal associere til slet-slet-skjult-støtte-til-Iran, hvilket naturligvis giver Martin Henriksen den ekstra opklarende hånd om de suspekte - og dermed får Dansk Folkepartis ensidige og misvisende udfald mod forskning, der ikke passer ind i partiprogrammet, lige et skær af 'neutral' konstatering. Og dermed fortoner den egentlige oprindelseshistorie sig - historien om et højreradikalt parti, der vil gennemtvinge et totalitært og grundlovsstridigt beklædningsforbud.