»Jeg sagde, at i et demokrati skulle der være plads til alle. De nikkede, og jeg vidste, at de tænkte på sig selv. Jeg sagde, at minoriteter og anderledes tænkende også havde rettigheder. De nikkede igen, og jeg vidste, at de stadig tænkte på sig selv.« (Carsten Jensen: Jeg har set verden begynde). Forfatteren og kritikeren Carsten Jensen har velfortjent modtaget Olof Palme-prisen for sin »humanisme, fornuft og tro på fremtiden«, men den danske presses reaktion på nyheden fik mig til at tænke på ovenstående passage, hvor Carsten Jensen beskriver en tale, han i sin tid holdt blandt en gruppe hårdkogte kosakker. Her tænker jeg ikke på den umiddelbare iagttagelse, der ligger i citatet: at ingen selvfølgelig er så ivrig fortaler for (egne) frihedsrettigheder som den undertrykte, og at dette kan komme selektivt til udtryk som et ensidigt krav til det øvrige samfunds rummelighed over for én selv, mens undertrykkelses- og eksklusionsmekanismerne imidlertid blot risikerer at blive vendt mod nye ofre. Jeg tænker derimod på overskrifterne på pressehistorien, der blev bragt om prisuddelingen i samtlige aviser og elektroniske nyhedsmedier i Carsten Jensens eget land, og som bedyrede, at han havde fået prisen for sin »kritik af Danmark«. Jeg tænker på opfølgningshistorien, der handlede om det ramaskrig, som fulgte på visse internet-blogs og debatfora, hvor nyheden blev mødt med forargelsens foragt mod »landsforræderen« og »det totalitære Sverige«, hvilket blev sammenkogt til overskriften: »Læsere koger af vrede over Carsten Jensen.« De 'læsere', der kogte af forargelse over, at en dansk kritiker havde fået en prestigefyldt pris i Sverige, videreførte imidlertid bare den 'debatkultur', som i forvejen styres af højreradikale miljøer og fylder uforholdsmæssigt meget på internettet sammenlignet med den øvrige samfundsdebat, men af samme grund heller ikke udtrykker nogen som helst respons, der er repræsentativ for nogen bred »læserskare«. Men den danske pressevinkling fik altså præsenteret prisuddelingen som betinget af forfatterens »kritik af Danmark«, frem for eksempelvis hans »kritik af landets magthavere« eller kvaliteten af hans analyser og relevansen af hans virke i den offentlige debat i almindelighed, hvilket lige gav budskabet den drejning, at Jensens ærinde er et angreb på »Danmark«, på »os alle« – og at han af alle steder selvfølgelig blev belønnet netop i Sverige … Derfor blev ikke-historien om de højtråbende, men marginale højreradikales raseri også opgraderet til generelle »læsere«, og på baggrund af dette urepræsentative segment kunne vi så forstå, at prisoverrækkelsen i bedste fald vist nok 'delte vandene'? Carsten Jensen må føle sig hensat til kosakkernes midte igen – det er samme reaktion. Forskellen er blot, at herhjemme dominerer denne indstilling ligefrem majoritetssamfundets konsensus: Rettigheder? 'Ja tak,' og der nikkes og tænkes på egne rettigheder – men asylbørnene og muslimerne er selvfølgelig en ganske anden historie.' Magtkritik og samfundskritik? 'Ja tak, så længe det er kritik af andre landes magthavere og andre samfund.' Men vov ikke at ytre ét kritisk ord om forholdene i Danmark til udlandet; så er ingen hæder mere værd, end at substansen let kan bagatelliseres eller ligefrem fortegnes til udtalt eller uudtalt landsfjendtlig virksomhed. Så når Carsten Jensen hædres for at kritisere en dominerende flertalsmentalitet, en bredt accepteret fordomsfuldhed og et hævdvundet snæversyn, som magten og majoriteten lægger for dagen, så stivner smilet, og forfatterens saglige bevæggrunde bliver mindre interessante end budskabet i den mistænkeliggørende journalistiske servering: Det er sgu nok bare, fordi han kritiserer »Danmark«, ikke sandt? Derfor – når nu andre har så vanskeligt ved at sige det, så lad det da i det mindste blive sagt her: Til lykke, Carsten Jensen. Prisen er absolut velfortjent for kvaliteten og dybden i en magtkritik, der i virkeligheden primært er et kærkomment forsvar for det trængte Danmark – det rummelige og humanistiske Danmark.