Socialdemorakterne er i en historisk krise, der efterhånden synes at hænge fast ved Helle Thorning-Schmidts position som partiformand. Med små udsving er det vælgermæssigt faktisk stort set gået ned ad bakke hele vejen, siden Svend Auken var formand for det gamle parti, men niveauet har for alvor nået rekordagtige bundlinjer de seneste år. Partiet har ikke formået at sætte en dagsorden i umindelige tider - karakteristisk nok var det ikke Thorning-Schmidt, men kulturordfører Mogens Jensen, der var hurtig og præcis på aftrækkeren, da han som den første satte Wilders' propagandafilm ind i sin historiske kontekst og dermed tegnede debatten. Dagsordensættende er partitoppen langtfra. Ifølge Berlingske Tidende kræver en række kredsformænd og borgmestre nu udskiftning i toppen - de vil først og fremmest af med Thorning-Schmidts højre hånd, politisk ordfører Henrik Sass Larsen, og finansordfører Morten Bødskov. Avisen har spurgt de 44 socialdemokratiske borgmestre og 92 kredsformænd om, hvorvidt partiet bør udskifte Henrik Sass Larsen, og af de 32, der har svaret, får han kun eksplicit opbakning fra en tredjedel. Formand for Utterslevkredsen, Jonas Jensen, der er en af kritikerne, udtaler: »Fra mit synspunkt står Henrik Sass Larsen som en af ophavsmændene til en strategi om at mene så lidt som muligt om konkret politik og i stedet koncentrere sig om at lukke dagsordener ned og gå efter kortsigtede gevinster.« (Berlingske Tidende, 7.4.2008). Formand for Vejenkredsen, Annemarie Kruuse, peger i sin kritik på en strømlinet stil uden rødder: »Det er blevet designerpolitik med fokusgrupper, undersøgelser og statistikker – i stedet for at ledelsen hører på, hvad baglandet siger. De har kappet forbindelsen til rødderne.« Hun kritiserer især håndteringen af Kofod-sagen og den afvisning, som Den Røde Skole mødte fra partitoppen: »Her gjorde flere unge socialdemokrater omkring Henrik Sass Larsen udtryk for, at de ikke tog Ritts Røde Skole alvorligt. Bl.a. argumenterede de med, at der ud over Ritt Bjerregaard ikke var nogen 'kendte' socialdemokrater med som stiftere. Hvad er dog det for en holdning til sine medlemmer?« Hvad siger Henrik Sass Larsen? Han siger ikke noget - eller han siger, at han ikke har noget at sige: »På et møde med vores kredsformænd og partistyrelse har vi besluttet os for, at vi ikke vil kommentere undersøgelser, som handler om Socialdemokraternes ledelse, og hvordan vi laver politik – det skal vi nok finde ud af med hinanden.« Tilsyneladende er Helle Thorning-Schmidt forholdsvis fredet i den ulmende kritik i det socialdemokratiske bagland. Det forstår man måske godt - partiet har gjort det vanskeligere for sig selv med de tidligere formandsopgør - sårene skræmmer, og man vil tilsyneladende hellere fjerne en løjtnant eller to, mens generalen ikke må røres. Men ikke desto mindre er det blot at gå uden om den varme grød. Som indledningsvist bemærket er sagen den, at Socialdemokraternes enestående historiske tabsrekorder i den grad samler sig om Thorning-Schmidt. Det er ikke mindst hende som partileder, der bærer ansvaret for at være omgivet med politiske letvægtere som Sass Larsen og Bødskov. De er blot symptomer på hendes ledelse og symptomer på partiets historiske katastrofekurs. Socialdemokraterne er i vid udstrækning blevet profilløse eftersnakkere, fordi Thorning-Schmidt har haft så travlt med at snævre forskellen til Venstre og Dansk Folkeparti ind til det minimale, at de selv er blevet helt usynlige. Ritts Røde Skole og Mette Frederiksens socialdemokratiske teser er det forsigtige modspil til Thorning-Schmidt. Substans er der endnu ikke meget af, og teserne - hvoraf de første tre er kommenteret i detalje her på bloggen ( 1, 2, 3) - bærer langtfra præg af den konsistens og tyngde, der er behov for, selv om der er spredte ansatser. Partiet har brug for en selvstændig kurs i skarpere kontrast til VKO - og det indebærer utvivlsomt et formandsskifte. Jo længere pinen trækkes ud, desto værre.