»Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden.« (Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen-Dahl; Jyllands-Posten, 9.1.2010).

»Dansk Folkeparti kan ikke støtte en halvering, netop fordi vi ikke kan se noget formål med det. Vi er ikke overbevist om, at der skulle være nogle fordele ved en halvering, altså at det skulle give flere i beskæftigelse. Efter vores overbevisning er der ikke noget, der tyder på det. Så vi siger nej til forslaget.« (Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted; Ritzau, 6.4.2010). Forventeligt har Dansk Folkeparti fremturet og fremturet for at kaste så stor en del af regningen for regeringens spareplan over på flygtninge og indvandrere – til tider med udenomssnak om, at de "også" skal bidrage, som om flygtninge og indvandrere ikke gør det i forvejen gennem de øvrige nedskæringer, der rammer socialt trængte borgere i almindelighed. Heri er naturligvis intet nyt, kun den bestandigt kværnende mølle, der udnytter enhver tænkelig politisk situation til at chikanere og besværliggøre tilværelsen for en specifik del af befolkningen, som Dansk Folkeparti har gjort det til sit identitetsbærende projekt at marginalisere og diskriminere. Nyt og afslørende er det imidlertid, at Dansk Folkeparti rask væk ser stort på partiets løfter om ikke at skære i dagpengene. Afslørende, fordi det hamrer endnu en pæl gennem myten om, at partiet er et 'nyt socialdemokrati', der sikrer regeringens 'sociale samvittighed'. Det har altid været De Radikales og Liberal Alliances projekt at skære i dagpengene på den ene eller anden måde, men nu er det også blevet Dansk Folkepartis projekt - dét løftebrud vinder for engang skyld De Radikale og Liberal Alliance på, fordi det er er en indrømmelse til dem. Men paradoksalt nok vinder for en gangs skyld også Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten på Dansk Folkepartis manøvre, fordi de af de modsatte grunde nu står tydeligere og fjernere fra Dansk Folkeparti på dette vigtige felt. En så åbenlys skalten og valten med så principielle udmeldinger er trods alt ikke hverdagskost for Dansk Folkepartis vedkommende, og hvis Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten forstår at sætte offensiven ind over for denne åbenlyse blottelse, kan de måske én gang for alle få hamret endnu et søm i ligkisten med Kjærsgaards 'socialdemokratiske' profil. Som citeret indledningsvis understregede Kristian Thulesen-Dahl i januar 2010, at Dansk Folkeparti » under ingen omstændigheder [kan] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden« (min kursiv), og partiets arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted cementerede partiets position så sent som i april 2010: »Dansk Folkeparti kan ikke støtte en halvering, netop fordi vi ikke kan se noget formål med det. Vi er ikke overbevist om, at der skulle være nogle fordele ved en halvering, altså at det skulle give flere i beskæftigelse.« Nu har vi så fået syn for sagn. Dansk Folkeparti flagrer i den politiske vind efter forgodtbefindende. Kan de stramme diskriminationsskruen yderligere et par omgange, er der intet som helst standpunkt, der ikke er til salg. Alt andet er nemlig mere eller mindre tilfældige lån fra andre partier og har primært taktisk interesse - det kan til enhver tid byttes mod tiltag, der har til hensigt at gøre tilværelsen vanskeligere for flygtninge og indvandrere. Nu har Dansk Folkeparti kun 'folkepensionist-kortet' tilbage som den sidste illusoriske socialpolitiske skanse i partiets amatør-skuespil. Tiden, hvor dele af fagbevægelsen kunne strække sig til en tavs passivitet over for (eller ligefrem en tøvende håndsrækning til) Kjærsgaard & Co.'s spil for galleriet, må med denne plans sociale slagside over for børnefamilier og dagpengemodtagere være et definitivt overstået kapitel. Og tiden, hvor arbejdsløse kunne nære den mindste tiltro til Dansk Folkepartis forblommede løfter, er ovre. Kjærsgaards nye klæder er gennemsigtige, og det er åbenlyst for enhver: Kejserinden i dansk arbejdsmarkeds- og socialpolitik har ikke en trevl på kroppen.