Som integrationsminister var Bertel Haarder i sin tid hurtig til at adoptere Dansk Folkepartis kurs, både politisk og retorisk, men i lighed med andre politikere, der har set, hvor det bar hen, er distancen nu ved at vende tilbage. I en ny undervisningsvejledning til HF hedder det, at "Danmark er flerkulturelt", hvilket er faldet Dansk Folkepartis Martin Henriksen for brystet. Han mener, at der må være tale om en "smutter" og opfordrer undervisningsminister Bertel Haarder til at få rettet "fejlen". Det har Haarder imidlertid ingen intentioner om, tværtimod udtaler han: "Det er svært at benægte, at Danmark er et flerkulturelt samfund. Derfor har jeg godkendt den pågældende formulering, og den har jeg ikke tænkt mig at ændre." (JP.dk, 18.5.2008). Haarder har naturligvis ret, fordi han bare konstaterer den konkrete virkelighed, ikke den abstrakte fiktion, som Dansk Folkeparti forsøger at gennemtvinge. Danmark er multikulturelt – og det skyldes såmænd ikke alene muslimernes tilstedeværelse, men en generel samfundsudvikling. Danmark ville derfor heller ikke blive monokulturelt uden muslimer, for den flerkulturelle virkelighed er langt bredere end den, der lader sig reducere til forskellen på et par religioner eller tre. Der er politiske rammer, som i øvrigt historisk også ændrer sig, men der er ingen kulturel uforanderlig kanon eller konsuensus, som forpligter os som danskere, hvor mange kanoner politikerne så ellers skriver ind i pensum og holder bordtaler for. For selv de historiske institutioner af kulturel observans såvel som de kulturelle kendetegn, der har historisk ballast, kan fortolkes forskelligt og er blevet tilført talrige andre kulturelle og populærkulturelle knopskydninger og tilføjelser, som betyder langt mere for mange menneskers og befolkningsgruppers selvforståelse og adfærd. Eller som jeg skrev i efterskriftet til en lille bog om Louise Frevert-sagen: