At De Konservative fortsat er i frit fald efter Lene Espersens efterhånden saga-agtige topmøde-drop, da hun tog på ferie i stedet for at mødes med Hillary Clinton, viser, at krisen i partiet stikker langt dybere end denne fodfejl. Per Stig Møllers klovneagtige snigløb på sin partiformand var kun ét af mange udtryk for indebrændt irritation og modvilje imod hendes person og linje, som feriedroppet og meningsmålingerne har svækket. At en af hendes mest markante interne kritikere, konservativt hovedbestyrelsesmedlem og tidligere EU- og folketingskandidat, professor Peter Norsk har forladt partiet efter 35 år og med direkte kritik af ledelsen og den politiske linje, er kortsigtet betraget måske en lille lettelse for Lene Espersen (én kritisk røst mindre i partiet), men er måske også et signal om, at tolerancegrænsen for De Konservatives mangeårige tilnærmelse til Dansk Folkeparti er overskredet for centrale kredse i partiet. Den interne kritik fortsætter jo, og Dansk Folkeparti har under hele forløbet set sit snit til flere dybe stikpiller til De Konservative, der er deres 'naturlige' rival. Dansk Folkepartis strategi om at iscenesætte sig selv som et socialt ansvarligt, 'ægte' socialdemokrati, har altid været spil for galleriet, men virkede i en årrække, indtil partiets nylige angreb på dagpengeperioden og børnepengene blev for selvafslørende. Tilbage er nu at satse mere på den rivalisering med De Konservative, der er meget mere i pagt med Dansk Folkepartis grundposition som nationalkonservativt parti. Ganske vist er Kjærsgaard & Co. også et ekstremt højreradikalt parti, men da det i vekslende grad er lykkedes dem at trække både Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF efter sig i diskriminationspolitikken og den antimuslimske signalpolitik, er den højreradikale profil i udlændingepolitikken mindre tydelig i et sammenligneligt hverdagspolitisk perspektiv. Nu vil Dansk Folkeparti så i regering. Igen. For et års tid siden var der massiv modstand i befolkningen imod partiets ministerdrømme - knap 70 procent var modstandere af at se Dansk Folkeparti i regering, mens kun 20 procent direkte støttede ideen. Men det kan svinge, og De Konservative er sendt til tælling for tiden, hvorfor Dansk Folkeparti benytter chancen til at udfordre dem direkte på partiets svageste og mest splittende punkt - netop spørgsmålet om Dansk Folkepartis rolle. Og partiet giver den (igen) hele armen: »Vi har vist, at vi kan være med i alle sammenhænge. Vi er klar til at påtage os det ultimative ansvar. Derfor vil det ikke være muligt for Venstre og Konservative at sige nej til, at vi indtræder i regeringen. Det er op til os selv.« ( Politiken.dk, 26.6.2010). Dansk Folkeparti har intet at tabe isoleret set, for selv om der er modvilje i befolkningen, vil der altid være flere end partiets egne vælgere, der ser positivt på deres regeringsdeltagelse, hvorimod De Konservative kan blive tvunget til at drøfte spørgsmålet for åbent tæppe, hvilket partiet kun kan tabe på. Normalt har Lene Espersen & Co. kunnet klare sig med 'politiker-udenomssnak', hvor man roser Dansk Folkepartis rolle som støtteparti og nøjes med høfligt at konstatere, at der ikke er planer om en udvidelse af regeringen, og det er da også denne vinkel, Lene Espersen anlægger igen: »Vi har en god arbejdsdeling med V-K i regering og DF som støtteparti. Der er jo også en række områder, hvor vi stadig er uenige, blandt andet EU«. Sandheden er, at det vil være et mareridt for De Konservative, hvis de bliver tvunget til at (svare kategorisk og entydigt på, om de vil) optage Dansk Folkeparti i regeringen efter et valg, men paradokset er, at ligesom DF's udmelding er 'gratis' for partiet, hvis ikke ligefrem en fordel, er det dermed samtidig en foræring til oppositionen, hvis de forstår at udnytte det. Venstre og De Konservative skal naturligvis afkræves et fuldstændig entydigt svar på, om Dansk Folkeparti kan komme med i en VK-regering eller ej, og enhver tøvende udenomssnak er blot en yderligere foræring. Lene Espersen ved, at hun splitter sit eget parti på en klar og utvetydig positiv melding om DF's regeringsdeltagelse, og at hun skaber regeringsproblemer for en i forvejen svækket regering ved en alt for utvetydig afvisning - og Dansk Folkeparti ved det og forventer selvfølgelig at profitere af begge muligheder. I begge tilfælde er Dansk Folkeparti atter i centrum af diskussionen, som de selv har sat på dagsordenen, og som nogle i regeringen støtter, andre afviser. Men for De Konservative kan worst case scenario let blive, at blot en lidt for klar positiv udmelding kan sende endnu flere af deres vælgere over til Liberal Alliance eller De Radikale, og en lidt for klar afvisning kan sende andre vælgere over til Dansk Folkeparti. Hvis spørgsmålet om Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse ikke løber ud i sandet, men bliver et højtprofileret politisk omdrejningspunkt den kommende tid med pres på De Konservative, er Lene Espersens mareridt måske kun lige begyndt. Hvis Dansk Folkeparti kommer sejrrigt ud af dette magtspil og ender i regering er Danmarks mareridt måske kun lige begyndt.