"Muslimske læger advarer mod tonen", hedder det i Jyllands-Posten i dag, men overskriften er i og for sig misvisende - substansen er, at de advarer mod diskrimination, ikke "tonen". Det er en udbredt misforståelse, at der er en reel diskussion om "tonen" i den danske udlændinge- og integrationsdebat, for det er mindre vigtigt, hvilken "tone", debatten foregår i, selv om det er blevet dét ord, der oftest anvendes til at kendetegne problematikken. Det, der er det afgørende, er naturligvis indholdet. Når f.eks. Pia Kjærsgaard påstår om indvandrere, at "titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005", er der intet i vejen med "tonen" (2005), men med indholdet af den propagandistiske løgn, at så godt som alle med indvandrerbaggrund ("titusindvis og atter titusindvis") er åndelige middelalderbarbarer. Skønt vi altså har vænnet os til at karakterisere det som "tone", er det, som muslimske læger nu kritiserer blandt visse af deres antimuslimske kolleger, reelt den diskrimination, der kommer til udtryk. Imran Rashid, der er læge på Herlev Hospital, udtaler: »Der er ved at indsnige sig en diskriminerende holdning til læger med indvandrerbaggrund blandt andre læger. Det sår tvivl om, hvorvidt de læger er i stand til at give alle patienter en lige behandling. Det er en meget uheldig udvikling, fordi vi som læger er nødt til at bevare en fuldstændig fordomsfri og kulturneutral tilgang, så vi kan behandle alle lige godt. Det har vi sagt ja til i lægeløftet. (...) Læger taler i stigende grad om etniske smerter - underforstået at indvandrerpatienter bare piver - ligesom der er en tendens til, at man undlader at bestille en tolk, fordi grundholdningen er, at de bare skulle have lært at tale dansk.« (Jyllands-Posten, 16.6.2008). Gönül Özer, læge på Glostrup Hospital, udtaler: »Det er nogle paranoide tanker uden fornuft og ret generende, fordi man får en fornemmelse af, at man ikke hører til her, selv om man gør sit arbejde.« Det er naturligvis uacceptabelt, hvis den slags finder sted på et dansk hospital - enhver nogenlunde tænksom person er klar over, at man ikke lærer dansk på et weekendkursus, og at mange indvandrere fortsat er i den proces, hvor de skal tilegne sig sproget og derfor ikke behersker det i tilstrækkelig grad, ligesom der er ældre indvandrere, som har særlige sprogproblemer, og for hvem det ganske enkelt er for sent at lære det. Endvidere er det selvfølgelig ikke dagligdagsagtigt at skulle indgå i en kommunikation om noget så alvorligt som helbredet, hvor der i nogle tilfælde ikke er megen margin til misforståelser, hvis man skal føle sig tryg, hvorfor tilstedeværelsen af en tolk i tilfælde af sprogproblemer burde være fuldkommen indlysende. Også udtalelser af lægen Vibeke Manniche, der fremturer med sit tørklædekorstog, har i særlig grad ophidset muslimske læger. For nylig udtalte hun: »Hvis jeg kommer som patient til en kvindelig indhyllet læge og skal have en gynækologisk undersøgelse med al den seksualitet, mit underliv måtte emme af, så ville jeg føle mig betydeligt mere intimideret af hende end af en mandlig læge.« [Læs: Tørklædehysteriets ukronede dronning, Vibeke Manniche] Det er på tide, at muslimske læger siger fra - ikke alene gør de ret i at protestere skarpt, men i en situation, hvor der er mangel på ansatte på hospitalerne, er Manniche og ligesindede naturligvis kun med til at vanskeliggøre situationen yderligere. Hvem gider i længden blive svinet til, når man bare udfører sit hverv som læge eller sygeplejerske til gavn for syge? Apropos: Om den evindelige tørklæde-diskussion skrev MF Özlem Sara Cekic for nylig en klumme, der stilfærdigt påpeger de mange bevæggrunde, der kan være til at bære det: