Det er ingenlunde odiøst, at et folketingsmedlem kan ændre holdning til en central problemstilling over en længere periode, eller at vedkommende rager uklar med et politisk partis gradvise udvikling bort fra dets oprindelige grundlag. Samvittigheden tæller højest, og så må den pågældende stemme imod partilinjen, uanset knuste karrieremuligheder og partiloyalt snæversyn - i særlig vanskelige tilfælde ligefrem forlade partiet og blive løsgænger. Af og til hænder det også, at et parti knækker over som følge af et internt oprør, og et nyt parti ser måske dagens lys. At det en meget sjælden gang skulle ske, at en politiker ligefrem skifter mellem to eksisterende partier eller med meget påfaldende karrieremuligheder i sigte ændrer holdning på en tallerken, er selvfølgelig heller ikke en umulighed - men hyppigheden heraf i dansk politik er absurd. Et omsiggribende fænomen er således normaliseringen af parti- og politiker-shopping, hvor både partier og folketingsmedlemmer går på jagt efter hinanden - med kendis-faktoren som ypperste sigtemål for partiets vedkommende, og med karrieremuligheden for politikerens vedkommende. Der var tydeligvis stor iver for at gå denne vej for Ny Alliances vedkommende i sommeren og efteråret 2007 - men Karen Jespersen er og bliver som bekendt ukronet danmarksmester i politisk længdespring fra VS til S, og fra S til V. Blandt mange andre eksempler er De Konservatives bejlen til Paula Larrain og hendes egen indstilling til sin politiske karriere - jf. indlæggene her på bloggen: TV-stjernekandidat en konservativ falliterklæring (30.10.2007) og Larrain advarede indvandrere mod integration og dansk kultur-arrogance (2.11.2007). I førstnævnte indlæg skrev jeg dengang: