Det er værd at bemærke, at det er Institut for Menneskerettigheder, som har lanceret et forslag om at give statsautoriseret licens til prostituerede, som udøver deres erhverv frivilligt, mens indsatsen mod tvangsprostitution skal intensiveres. Hensigten er at gøre det lettere at identificere de tvangsprostituerede for myndigheder såvel som kunder og derigennem forhindre menneskehandel - altså styre prostitutionen over i sikrere rammer: Til dagens Politiken udtaler Menneskerettighedsinstituttets vicedirektør Birgitte Kofod Olsen: "Det skal være op til den enkelte sexkunde at sikre sig, at den prostituerede har en licens og således ikke er tvunget ud i prostitutionen." (Politiken, 22.7.2008). Instituttet anbefaler med andre ord ikke det totalforbud mod prostitution, som visse politikere jævnligt taler om, og Kofod Olsen fastslår ganske udramatisk: "Man er nødt til at respektere, at mange prostituerede siger, de selv har valgt branchen og kan håndtere at arbejde i den. Derudover siger flere udenlandske undersøgelser, at prostituerede hverken trives bedre eller værre end andre ufaglærte arbejdere." Menneskerettighedsinstituttet mener, at myndighederne kan udstede licens efter individuel vurdering af den enkelte prostituerede, hvor der ikke er mistanke om tvang eller narko, og at licensen i øvrigt skal føre til generelt forbedrede arbejdsvilkår. Ideen er ikke uproblematisk, men den er dybest set udtryk for en respekt for den frihed til forskellighed, som også på dette område burde være en selvfølge: Vi kan ikke bekæmpe tvangsprostitution ved at kriminalisere al prostitution, men en forbedring af forholdene for (og holdningen til) frivillig prostitution, kan medvirke til at sætte øget pres på kvindehandel og tvangsprostitution. Sexarbejdernes Interesse Organisation påpeger imidlertid, at mange sexarbejdere slet ikke ønsker at stå frem, selv om de udøver deres erhverv frivilligt, og at de muligvis finder licensen nedværdigende. Samtidig frygter man, at bl.a. narkoprostituerede skubbes endnu længere ud og kun får desto flere problemer som følge af ordningen. Indvendingen tager afsæt i et reelt problem, men kan i mine øjne delvist imødegås ved en effektiv og målrettet indsats over for narkoprostituerede. Eftersom de kvinder, der alene prostituerer sig for at finansiere et narkotikamisbrug, selvfølgelig er tvunget ud i deres prostitution, er der ingen vej uden om at tilbyde en fuldstændig legalisering af lægeligt forsvarlig narkotika til enhver narkoprostitueret. Hvis man kan fjerne narkoprostitution - og det kan ikke gøres gennem kriminalisering af de prostituterede - vil den største indvendning mod licensen måske være, at prostituerede får vanskeligere ved at opretholde en privat anonymitet? Men spørgsmålet er, om en licens behøver blive indført på en måde, så enhver frivilligt prostitueret af denne grund også behøver give sig offentligt til kende i alle situationer, hvor de føler, at intolerancen fra moralsk fordømmende omgivelser måtte være for stor? Sexarbejdernes Interesse Organisation og Seksualpolitisk Forum foreslår dog, at licensen i stedet skal udstedes til såkaldte bagmænd, der derigennem tvinges til at sikre ordentlige forhold til deres ansatte. Der kan vel ikke herske tvivl om, at de prostitueredes egne talerør taler med megen stor vægt i denne sag, men hensigtsmæssigheden og brugbarheden af en eventuel licens synes i begge tilfælde at være ekstraordinært påvirkelig af den helt konkrete udformning. Hvorom alting er repræsenterer begge modeller i det mindste dét fremskridt, at diskussionen overhovedet har nået et punkt, hvor en licens diskuteres seriøst ud fra erkendelsen af, at frihed til forskellighed under frivillighedens rammer også her bør tilstræbes, fremfor at blive blokeret af rent moralsk forstoppelse og kategorisk benægten af, at prostitution også finder sted frivilligt. Og på dette felt trækker Instituttet for Menneskerettigheder og sexarbejdernes talerør trods alt i nogen grad i samme retning.