Venstre vil gerne begrave Jens Rohdes ubekvemme erkendelse af, at regeringen iscenesatte Irak-krigenen på baggrund af fiktionen om irakiske masseødelæggelsesvåben. Men det ændrer ikke ved, at Anders Fogh Rasmussens og Per Stig Møllers utallige henvisninger til masseødelæggelsesvåben som motivation for at gå med i Irak-krigen ikke bare henviste til, at regeringen "troede", at Irak havde masseødelæggelsesvåben, sådan som udenrigsministeren nu har travlt med at vaske tavlen ren retrospektivt - nej, gentagne gange blev masseødelæggelsesvåben-argumentet fremlagt som utvetydigt faktum, som konkret viden. Og når man fremlægger fejlagtige oplysninger som fakta, og når man ved, at at man fremlægger fejlagtige oplysninger som fakta, så lyver man bevidst. Hvis dette ikke var tilfældet, ville regeringen heller ikke have spor problemer med at acceptere en uvildig undersøgelse af krigsiscenesættelsen. Den mest klodsede løgner er Per Stig Møller. Da først han og statsministeren havde fået bildt befolkningen ind, at krigen handlede om masseødelæggelsesvåben og terrorforbindelser, men selvfølgelig intet som helst kunne finde til at bekræfte fiktionen bagefter invasionen, begyndte hans gentagne forsøg på at trække i land og omskrive historien retrospektivt. Eksempelvis forsøgte udenrigsministeren den 15. maj 2003 at ændre sine tidligere udtalelser om masseødelæggelsesvåben, idet han sagde fra Folketingets talerstol: "Om masseødelæggelsesvåben vil jeg da sige, at jeg hele tiden har sagt 'eventuelle masseødelæggelsesvåben'." En måned senere hævdede han atter, at han hele tiden havde sagt "formodede masseødelæggelsesvåben", når han omtalte den irakiske trussel under krigsiscenesættelsen. Det var (også) løgn - og der er grund til at gentage det, lige så tit som udenrigsministeren forvansker det: Informations Jørgen Steen Nielsen gennemgik folketingsdebatten op til krigsicenesættelsen og fastslog, at både stats- og udenrigsministeren i marts 2003 kun havde fremførte ét krigsargument, masseødelæggelsesvåben (jf. Information. 3.6.2003), og Bo Elkjær og Kenan Seeberg dokumenterede, at udenrigsministeren indtil den 15.5.2003 fastslog, at Irak havde masseødelæggelsesvåben intet mindre end 34 gange på 10 forskellige møder (jf. Ekstra Bladet, 25.6.2003). Ud af alle disse referencer til de fiktive irakiske masseødelæggelsesvåben har udenrigsministeren kun en enkelt gang (to dage før krigsudbruddet) tilføjet forbeholdet "må man gå ud fra", men allerede før krigens første uge var omme, var han tilbage på sporet og fastslog: "Men det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben." (Folketinget, 26.3.2003). Det fortæller noget om det titaniske selvbedrag og den interne kæft-trit-og-retnings-justits i regeringen, at selv Dansk Folkeparti, som var bag flertallet for Irak-krigen, helt uproblematisk konstaterer, at det er "latterligt" af regeringen at benægte, at masseødelæggelsesvåben var argumenTET for at gå i krig: "Anders Fogh brugte udtrykket ’masseødelæggelsesvåben’ bunker af gange op til beslutningen om at gå ind i Irak. Sig det dog, som det er. På den måde har Jens Rohde ret. Det svarer til at benægte, at jorden er rund. Det er latterligt at finde på andre forklaringer, bare fordi det passer ind i ens kram." (Søren Espersen til Ritzau, 29.9.2008). Meget mere præcist kan det vist ikke siges.