Et af de væsentligste bidrag til at fortegne integrationsproblemstillinger er den udbredte overfokusering og proportionsforvrængning, som mange politikere og store dele af pressen betjener sig af i forhold til etniske og religiøse minoriteter. En lang række sociale problemer og konflikter gøres rask væk kulturbestemte, så snart etniske minoriteter er involveret, hvorimod kulturbaggrunden er aldeles fraværende i beskrivelser af samme forhold, når de involverede alene har dansk baggrund. Men naturligvis findes der også kulturelt betinget adfærd og derfor også kulturelt betingede overgreb, f.eks. pigeomskæringer. Pigeomskæringer er et brutalt overgreb, der stadig væk udføres på millioner af piger i store dele af Afrika, men til gengæld er stort set ikke-eksisterende i Danmark. Alligevel fremstilles det nærmest pr. automatik som en del af 'indvandrerkulturen' herhjemme af visse politikere, og især somaliske familier er blevet voldsomt chikaneret som følge af ubegrundet hetz med vilde overdrivelser af overgrebets udbredelse i Danmark. Nu har vi fået en sag mod et forælderpar, der er tiltalt for at have fået to døtre omskåret i Sudan på en rejse i 2003, og anklageren kræver sagen behandlet af et nævneting, hvilket kan betyde fire års fængselsstraf. Thorkild Høyer, der er forsvarer for faderen, mener, at det er helt overdrevet: »Dette er en sag, der handler om uvidenhed. Den drejer sig ikke om ondskabsfuld forsætlig vold.« (Ritzau, 1.10.2008). Tilsvarende taler moderens forsvarer, Jane Ranum, om en »total overreaktion« og tilføjer: »Det er et voldsomt krav at gå så vidt som et nævningeting. Der skal normalt rigtig, rigtig meget til, før end det bliver sådan - det sker normalt ikke engang i grove voldssager. Det er ude af proportioner i forhold til denne sag.« Ranum mener, at anklagemyndigheden går for »hårdt til prøvekluden«. Begge forældre erklærer sig uskyldige, men eftersom det tilsyneladende ikke er skyldsspørgsmålet, forsvarerne går i rette med, er det vanskeligt at forestille sig, at de ikke er skyldige. Man må imidlertid formode, at Thorkild Høyer har ret i, at det er uvidenhed om konsekvenserne af et traditionsbestemt overgreb, der har fået forældrene til at forårsage noget, der ikke kan betegnes som andet end brutal mishandling. Nok er det ikke den allerværste form for omskæring, døtrene har været udsat for, men den er rigeligt modbydelig, og det er vanskeligt at se en graduering af brutaliteten som nogen udslagsgivende formildende omstændighed. Som forsvarer er det selvfølgelig i alle tilfælde deres opgave at kæmpe for deres klienter, uanset hvilken forbrydelse disse er anklaget for, så man kan ikke fortænke hverken Høyer eller Ranum i at melde ud, som de gør. Ikke desto mindre er det nødvendigt, at anklagemyndigheden kræver en hård straf, også fordi det er en »prøveklud« i retssystemet. Voldssager med så forfærdelige og varige mén, som oven i købet rammer børn, hører afgjort til de alvorligste, og selv om uvidenhed er en medvirkende faktor til forældrenes handlen, vil netop en hård straf rygtes på en måde, som nok så informative oplysningskampagner har vanskeligere ved. Noget andet er så, at man med rette kan sætte spørgsmålstegn ved gavnen af længere fængselsstraf som principielt retspolitisk værktøj, men det er en principiel diskussion, som ikke er relateret til en specifik sag - og den konkrete sag skal derfor i alle tilfælde vægtes inden for de aktuelt givne rammer. Selvfølgelig skal det ikke glemmes, at omskæring af pigebørn er en ekstremt perifer risiko i Danmark (selv da en af de mest urimelige hetzer mod somaliere kørte for fuld blus i 2002-2003, havde man ikke ét eneste eksempel på pigeomskæring herhjemme!), men det gør det ikke mindre vigtigt at vægte det blandt ualmindeligt brutale overgreb, når det så dukker op, og retssystemet for første gang skal behandle en sådan sag.