Lad os forestille os, at 10-15 hætteklædte islamister lå i baghold bag et beboerhus i København for at overfalde en talsmand for Trykkefrihedsselskabet, f.eks. Lars Hedegaard. Da han var nået frem, sprang de 'modige' overfaldsmand på Hedegaard og hans ven (10-15 mod 2) og råber "lad os smadre ham". De sparker og slår Hedegaard i hovedet, indtil en politibil ankommer. Ikke én, men alle forsider vlle blive ryddet. Pia Kjærsgaard og Lene Espersen ville kappes om at tage først og støst afstand som den mest forbenede "moster Skrap", og Jyllands-Posten ville skrive med store typer: ISLAMISTER OVERFALDER ANTI-ISLAMIST. I stedet skete der det, at talsmanden for Antinazistisk Netværk og byrådskandidat for Enhedslisten, Peter Hegner Bonfils blev overfaldet af en gruppe på 10-15 mennesker fra White Pride (jf. Århus Stiftstidende). Ud chokket er Bonfils forslået i ansigtet, har får flækket læbe og alvorlige tandskader (jf. Politiken.dk, 1.11.2008). Østjyllands Politi udtaler: "Vi ankom til stedet efter meldingen om overfaldet, men nåede ikke at anholde nogen. Vi ved derfor ikke noget sikkert om gerningsmændene, men det er da klart, at vi i efterforskningen vil være særligt opmærksomme på visse personer i det højreorienterede miljø." Ja, det er vel indlysende. I modsætning til den forudsigelige medie-effekt af et overfald på (eller blot en trussel mod) en anti-islamist er sagen iøjnefaldende underprioriteret, når det drejer sig om et overfald på en anti-racist. Jyllands-Postens overskrift er heller ikke: RACISTER OVERFALDER ANTI-RACIST; men derimod: NYT VOLDELIGT HØJRE-VENSTRE SAMMENSTØD. Som om ti-femten mennesker, der ligger i baghold og smadrer en antiracistisk politiker, er et højre-venstre sammenstød? Der er næppe tvivl om, at politisk vold er eskaleret fra højeradikal og venstreradikal side i både planlagte og spontane sammenstød, men den type nærmest ritualiserede konfrontationer er ét afgørende problem i sig selv. Overfald på og trusler mod politikere hører naturligvis til i et bredere billede af den generelle og relaterede politiske forråelse – men det er også i en klasse for sig. Det er anden gang, at Peter Bonfils er blevet overfaldet på få år. Enhedslistens lokaler er blevet udsat for hærværk adskillige gange i Århus. Det samme gælder andre venstreorienterede mødesteder. Hvor meget af dette er "højre-venstre sammenstød"? Der er ingen "sammenstød" i ensidigt hærværk mod ét politisk parti og i at være 10-15 bøller om at overfalde en specifik politiker. Alligevel er det sammenstøds-vinklen, der tegner Jyllands-Postens misvisende overskrift og dominerer politiets fremstilling. Ville man også vinkle et voldeligt overfald på et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti i Århus, begået af 10-15 venstreradikale for et nyt højre-venstre sammenstød? Ville adskillige eksempler på hærværk mod Dansk Folkepartis partilokaler blive vinklet som et nyt højre-venstre sammenstød? Jeg tvivler. Lad os vinkle og reagere på sagerne som de enkeltstående sager de er – så kan man kommentere, perspektivere og analysere den bredere og overordnede udvikling, der er relateret hertil. Men straks at placere fokus fra rå vold mod en politiker i en særlig medie-skuffe af "sædvanlige sammenstød" er at fortegne billedet og alvoren groft.