Den første 'sorte' amerikanske præsident, Barack Hussein Obama, er valgt til Det Hvide Hus. De historiske implikationer heraf er omtalt fyldigt i samtlige medier, og Obamas usædvanlige vej til posten gennem de forløbne fire år har jeg været inde på tidligere, ligesom jeg andetsteds har været inde på, hvor splittet det amerikanske samfund trods alt stadig væk er, hvilket præsidentvalget også viser (jf. Ny præsident i USA: 'Søn af jorden'). Noget andet er betydningen af Obamas valg for den danske politiske debat. Der er tale om en ny præsident, der som bekendt er umådeligt populær i Europa, og undersøgelser viser, at også det store flertal i den danske befolkning og blandt politikerne på Christiansborg klart ville have valgt Demokraternes Obama frem for Republikanernes John McCain. Derfor har de få Bush/McCain-støtter blandt de danske politikere prøvet at smile med og juble lidt på skrømt efter Obamas valgsejr, hvilket har været lige dele morsomt og pinligt. Det vender jeg tilbage til i min klumme om et par dage, hvorfor jeg her vil nøjes med at bemærke en pudsig detajle i tilknytning hertil, der angår Søren Pind - som i det mindste har rygrad nok til utvetydigt at fastholde, at han har foretrukket McCain, både før, under og efter valget af Obama. Men når han på selve valgdagen (dvs. i Danmark om aftenen den 4.11.) først stejler over Obamas manglende erfaring som leder og dernæst over hans samtaledemokrati, siger det i virkeligheden mere om Søren Pinds ensporede udenrigspolitiske linje end om Obamas politik: "Det samtaledemokrati, som Obama lægger op til, vil give islamisterne frit spil." (3.11.2008). Umiddelbart er det ellers vanskeligt at forestille sig en tilgangsvinkel, der er mere anti-totalitær end netop samtale, og der er jo intet i sig selv, der betinger, at dialog på nogen måde implicerer enighed, endsige eftergivenhed. Det, der begynder med en samtale, kan ende med mange ting og er derfor i sig selv en banalt indlysende udvidelse af konfliktløsende værktøjer i forhold til den snævre stædighed, hvormed der er nogen, man slet ikke kan tale med om noget som helst. Sjovt nok er Pinds egen leder og regeringsschef, statsminister Anders Fogh Rasmussen da også af den modsatte opfattelse end den, Pind her giver udtryk for. Faktisk var det netop "samtaledemokratiet", som Fogh fremhævede under begyndelsen på karikaturkrisen i 2005, da han skulle dreje opmærksomheden væk fra sit eget klodsede diplomati over for 11 ambassadører fra de muslimske lande: "Den danske tradition er, at man indkalder til et møde, hvor man sidder og snakker stille og fredeligt med hinanden. Nogle gange er man fløjtende uenige, også når mødet er slut, og nogle gange når man en forståelse for hinandens bevæggrunde. Det er den danske model. Det kalder vi samtaledemokratiet." (Jyllands-Posten, 30.10.2005). Nu var Foghs udtalelse godt nok nærmest en fortalelse, al den stund, at dét, han lige akkurat nægtede at give de pågældende ambassadører, var noget så enkelt som hans egen version af "den danske model" - en samtale. Hvilket illustrativt paradoks i Venstre: Fogh forgylder samtaledemokratiet som den danske model i kontrast til islamistisk ekstremisme, men tilsidesætter det uden videre selv over for muslimske ambassadører i forbindelse med selvsamme hyldest, mens Pind uden slinger i valsen rent ud forbander samtaledemokratiet som Obamas model som intet mindre end "frit spil til islamisterne". Venstre ved du, hvor du har ...?