0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vesselbos demagogiske 'tak for sidst'

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Eyvind Vesselbo har et regnskab at gøre op med Naser Khader og Ny Alliance - og han har en laset troværdighed over for sine partifæller i Venstre, som skal genoprettes. Det fremgår klart at den usaglige måde, hvormed han nu langer ud efter forslaget om at nedlægge asylcentrene.

Men lad os lige rekapitulere:

Da Politiken offentliggjorde historien om, at Eyvind Vesselbo i fuld firspring var på vej til at forlade Venstre til fordel for Ny Alliance, benægtede han så tvetydigt, som tænkes kan. Enhver måtte konkludere, at han ikke var på vej til at skifte parti nu, men temmelig sikkert på et senere tidspunkt.

Vesselbos alt-andet-end-krystalklare svar lød kl. ca. 8 om morgenen (jf. Politiken.dk, 29.5.2007):

»Der står i jeres artikel, at jeg melder mig ud af Venstre i dag, og at jeg melder mig ind i Ny Alliance i dag. Det holder ikke. Det vil dagen også vise.«

- Vil du gøre det i morgen?

VESSELBO: »Jeg vil ikke diskutere på baggrund af en artikel, der ikke holder.«

- Så det har slet ikke været på tale, at du skulle melde dig ud?

VESSELBO: »Det må du må snakke med jeres kilde om.«

- Så du bliver i Venstre?

VESSELBO: »Ved du hvad, der er ikke mere at snakke om.«

Vist ikke den klareste afvisning, der har set dagens lys.

Politiken fastholdt, at der var en aftale mellem Ny Alliance og Vesselbo om at skifte parti, og Vesselbos svar tydede da også på, at dette var tilfældet, men at det ikke passede ham at få frem i lyset på netop dét tidspunkt.

Ellers havde interviewets svar ovenfor været ganske anderledes - f.eks.: »Der står i jeres artikel, at jeg melder mig ud af Venstre, og at jeg melder mig ind i Ny Alliance. Det holder ikke en spaltemillimeter. Jeg har absolut ingen planer om at skifte parti, hverken i dag eller på noget andet tidspunkt.«

Så havde den historie været død.

Men Vesselbo valgte altså at lade den leve.

Få timer efter ovenstående interview var han på vej til gruppemøde med sit parti, og over for pressen fortsatte han sin vaklende kurs (ca. kl. 12):

- Bliver du i Venstre?

VESSELBO: »Jeg bliver i Venstre. Jeg går ind til det gruppemøde nu og når jeg kommer ud igen står der stadig V på min ryg«.

- Også ved næste valg?

VESSELBO: »Altså det ... jeg gider simpelthen ikke at diskutere teoretisk. Når du nu spørger om jeg melder mig ud i morgen eller i overmorgen osv.«.

- Men du må da kunne sige, om du er der på næste valgdato?

VESSELBO: »Jeg har givet dig det svar jeg skal give«.

Jaså ... Historien levede med andre ord endnu.

Lige indtil efter gruppemødet, hvor Venstre af ret forståelige grunde havde bedt ham aflive den 200 procent - hvis der vitterlig ikke var noget om den.

Først omtrent kl. 13 samme dag hed det derfor (næsten) utvetydigt:

VESSELBO: »I står og afkræver mig alle mulige svar, om jeg vil gøre det i dag eller i morgen. Ja, det er hysteri. Ren og skær hysteri. For hvis jeg havde tænkt mig at gøre noget, så skulle jeg nok selv meddele det.«

Nu var historien desuden »pure opspind«.

En time senere, ca. kl. 14 kommer så formanden for Ny Alliance på banen:

KHADER: »Normalt kommenterer vi i Ny Alliance ikke, hvem vi er i dialog med. For det er vi med en del. Men i denne sag er vi nødt til at sige, at vi har været i dialog med Eyvind Vesselbo, og vi har haft en forståelse af, at han var interesseret i at skifte til Ny Alliance. Hvis han har ombestemt sig i sidste øjeblik, så har vi fuld forståelse for det.«

Ups - så må Vesselbo på den igen. Omtrent kl. 16:

VESSELBO: »Jeg har snakket med Naser - og vi har snakket om Ny Alliance. Og når Naser siger, at han har fået det indtryk, så har han vel fået det – men jeg mener ikke, at jeg har givet ham det indtryk.«

Få timers forløb, der var en katastrofe for Vesselbos politiske fremtid.

Ingen nøgtern Venstrepolitiker kunne være et sekund i tvivl om, at Vesselbo som minimum havde været langt i overvejelserne om at forlade partiet til fordel for Ny Alliance - men at historien uheldigvis røg ud for tidligt, mens han stod midt i vadestedet. Dermed var hans muligheder for at spille en vis rolle i partiet på længere sigt naturligvis overordentlig svækkede.

Medmindre han virkelig kunne genoprette tillidsbruddet så det klodser.

Og nu er vi så fremme ved de seneste dage, hvor Vesselbo har iværksat Operation 'Tak for sidst'. Nu skal han bevise sin loyalitet over for Venstre - med eftertryk. Det sker ved et overgearet udfald mod Khaders forslag om at lukke asylcentrene - netop et område, hvor alle ved, at Vesselbo traditionelt har været kritisk over for regeringens stramme politik.

Nu siger Vesselbo så: »Det virker uigennemtænkt. Ny Alliances forslag vil reelt give fri adgang til Danmark fra hele verden.« (Berlingske Tidende, 8.6.2007).

FRI adgang til Danmark. Fra HELE verden.

Intet mindre.

Dét var flot, Vesselbo. Et sådant overbud giver baghjul til enhver skeptiker i Venstre, der kunne have mistanke om, at det måske var din utilfredshed med regeringens stramme udlændingepolitik, der var ved at føre til et partiskifte.

Men her leverer du sandelig beviset for det modsatte. Her får de blødsødne hug, gør de. Med en retorik, de kan være trygge ved i Venstre. Oppositionen vil jo bare, at Danmark skal være hele verdens bistandskontor, ikke sandt? At ladeportene skal åbnes på vidt gab.

Jojo, Vesselbo har fundet formen frem. Den vaklende Venstremand med den socialdemokratiske forhistorie, der blev tvunget til en skilsmisse med Ny Alliance, fordi den hemmelige forlovelse kom for dagens lys ... Nu skal vi se en rigtig Venstremand, skal vi.

Men man kan altså også overdo it, som det hedder.

Har nogen været blot perifert i tvivl om, at Vesselbo var tæt på et partiskift, fejer dette overgearede udbrud da al tvivl til side.

Substansen i udsagnet er jo ikke alene, at jo værre vi behandler asylansøgere, desto færre asylansøgere ankommer - hvilket er indlysende, når vi har indrettet asyllejrene på så umenneskelig vis, som tilfældet er. Men derfra og så til at sige, at en normalisering af asylansøgernes tilværelse, som en nedlæggelse af lejrene ville være, automatisk vil »give fri adgang til Danmark fra hele verden«, er fuldkommen usagligt. At horder af falske asylansøgere uden videre kan valse gennem Fort Europa, er naturligvis absurd.

Chef for asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp er selvfølgelig godt klar over, hvori taktikken består: »Hver gang man foreslår en forbedring for vores asylansøgere, så er der nogle der tror, at Danmark bliver en magnet, og systemet bliver udnyttet. Vi mener, at folk først og fremmest flygter, fordi de søger beskyttelse. Det er det, de har behov for.« (Berlingske Tidende, 8.6.2007).

Dermed følger Vesselbo følger den velkendte taktik: Det handler ikke om at tage udgangspunkt i flygtende menneskers behov, men om at inhumane forhold simpelthen skal skræmme asylansøgere væk.

Det afslørende i Vesselbos udtalelser er imidlertid ikke de velkendte retoriske våben i slagsmålet - men at Vesselbo af alle tager del i det på disse præmisser - og på netop dette tidspunkt. Det ligner unægtelig først og fremmest et 'tak for sidst', fordi Khader røbede, at de havde drøftet et partiskifte - og fordi Vesselbo selvfølgelig har et akut behov for at komme 'ind i varmen' i Venstre igen.

Ny Alliances forslag blev som bekendt præsenteret få dage efter, at partiet blev dannet, og derfor er Vesselbos retorik dobbelt-usaglig - han har haft over en halv måned til at fremføre sin kritik i inden rygterne om et partiskifte, men føler sig altså først nu kaldet til en buldrende offensiv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu