Jeg kan ikke lade være med at knytte et par kommentarer til Pia Kjærsgaards seneste ugebrev, hvor hun går i rette med den udbredte partishopping. Her kritiserer hun det, hun kalder "den helt store partiflugt", hvor en række politikere har "skiftet partitrøje midt i valgperioden", og hvor der har været andre "opsigtsvækkende partiskift blandt 2-3 markante politikere uden for Christiansborg". Sådanne partishoppere får den retoriske kniv af Kjærsgaard: "Fallerede politikere, der i et forsøg på at genrejse sig selv og fortsætte 'karrieren' har fundet andet og mere skridsikkert underlag for deres egne personlige ambitioner." Gad vide, hvilke "fallerede politikere" hun så har i tankerne blandt de senere års mange partishoppere? Kunne det være hende selv og en række af hendes partifæller? Både Kjærsgaard, Peter Skaarup, Kristian Thulesen-Dahl og Poul Nødgaard skiftede som bekendt selv "partitrøje midt i valgperioden", da de alle fire blev siddende i Folketinget i 1995, selv om de var valgt for Fremskridtspartiet, men brød ud af partiet og stiftede Dansk Folkeparti. Måske tænker hun også på Louise Frevert, der sprang fra De Konservative til Dansk Folkeparti i 1999? Og befinder der sig også blandt de "fallerede politikere" en Mogens Camre, som samme år sprang fra årtiers medlemskab af Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti? Jo, på overfladen er det let nok at vende Kjærsgaards kritik mod hende selv og hendes eget parti, hvis ganske stiftelse tilsyneladende har rod i partishopperi. Men der er partishoppere - og så er der partiskiftere. Det er indlysende muligt, at en politiker kan skifte politisk standpunkt i en sådan grad, at vedkommende i sidste ende ganske enkelt må forlade sit parti, ligesom et parti kan ændre sig så meget, at en politiker ikke længere kan bliver der med samvittigheden i behold. Det sidste gælder ikke alene, men i høj grad også for mange af Dansk Folkepartis "partishoppere" - hvor politisk uenig man end er, er de (fleste af dem) i realiteten slet ikke partishoppere, men derimod samvittighedsfulde partiskiftere, der har taget konsekvensen af deres overbevisning. Det korte af det lange er, at der selvfølgelig intet odiøst, illegitimt eller umoralsk er i at skifte parti eller blive løsgænger - det er og bliver et samvittighedsspørgsmål. Men omvendt er der selvfølgelig af og til politikere, hvis partishopperi grænser til taburetklæberi af absurde dimensioner, og her er Karen Jespersen ganske klart den ukronede dronning i dansk politik (jf. Karen Jespersen i V og Frank Aaen i K). Men som allerede antydet er det ikke kun politikere, der partishopper, det er også partier, der holdnings-shopper - for nu at blive i denne lidt pudsige metaforik. Og det er ikke mindst her, at Pia Kjærsgaard i sit seneste ugebrev for alvor har fat i den lange ende og når ind til kernen i Dansk Folkepartis mangeårige succes. Er der noget parti, som man ved, hvor man har - i kontrast til holdningsshopperne - er det netop Dansk Folkeparti. Kontrasten mellem Dansk Folkepartis og Socialistisk Folkepartis strategi er i denne henseende illustrativ og markant. DF har stort set stået urokkeligt fast på de kernepunkter, der har været partiets udgangspunkt siden midten af 1990'erne, mens SF er Folketingets klare nr. 2 i disciplinen holdningsshopping (kun distanceret af Liberal Alliance). SF har haft stor vælgermæssig fremgang på det seneste, men hvor DF er gået frem ved hvert eneste folketingsvalg i hele partiets trettenårige levetid, og hvor Kjærsgaard & Co. har haft nøglen til den politisk udslagsgivende magt i Danmark siden 2001, har SF reelt endnu ikke fået realpolitisk indflydelse på et komma af betydning - det politiske hamskifte til trods. DF har vundet sin historiske fremgang og politiske nøgleposition ved at kæmpe for synspunkter og sager i strid modvind, gradvis ændre den politiske tidsånd og siden høste de realpolitiske frugter af anstrengelserne. SF har vundet sin aktuelle fremgang ved at lade Ole Sohn flytte partiet populistisk efter tidsånden. Eller i Kjærsgaards spidse iagttagelse: