Endnu en relevant historie til at belyse det, der har været ugens hovedemne på nærværende blog: Hvor afgørende er 'kulturbaggrund' for forståelsen af de reelle bevæggrunde og årsagsfaktorer bag kriminel adfærd? En 32-årig eks-soldat, der var psykisk syg, har for nylig angrebet og såret to betjente med en sabel, hvorefter han selv blev skudt og dræbt. Mon han trak sin sabel og gik amok på grund af sin danske kulturbaggrund? Sin danske opdragelse? Nej, vel. I ti år forinden havde hans familie forgæves forsøgt at få hjælp til ham, men det var ligesom at slå i en dyne, forklarer hans far. Lige siden manden blev sendt til det krigshærgede Bosnien, har han ganske enkelt været alvorligt psykisk plaget. Og han er selvfølgelig ikke den eneste, som er blevet mærket psykisk eller følelsesmæssigt af sine oplevelser i et hårdt konfliktområde, hvorfor det helt oplagt er tiltrængt, når SF's Pernille Frahm foreslår af skrive det ind i alle danske soldaters kontrakt med forsvaret, at de skal underkastes en vurdering af en psykolog. At kalde dét for "tvangsbehandling" er en uklædelig sammenrodning af begreberne, som hun også har påpeget: "Vi snakker jo heller ikke om, at vi vil tvinge dem til bære rygsæk og løbe med oppakning. Det er også en integreret del af dét at være i militæret." ( Ritzau, 11.3.2009). Selv om der er kritik af forslaget, er der både i pressen og offentligheden tilsyneladende en ret klar forståelse for, at det at være udsendt til krigs- og konfliktområder kan medføre traumer og pyskiske problemer, der selvsagt adskiller sig markant fra den gennemsnitlige borgers hverdagstilværelse. Vi begynder f.eks. ikke at omtale alle ex-soldater som syge sabelsvingere på grund af denne historie (men mon ikke generaliseringerne ville stå i kø blandt visse politikere og debattører, hvis sabelsvingeren ikke havde været en dansk ex-soldat, men derimod en indvandrer med rødder i den såkaldt islamiske verden?). Hvad kan vi lære konstruktivt af denne tragedie? For det første, at der ingen som helst negative konsekvenser kan være af, at alle soldater underkastes en psykologundersøgelse, før og efter de bliver sendt ud på en opgave i krigs- og konfliktområder, og at dette derfor bør være almindelig standard. For det andet at den, der opholder sig i krigs- og konfliktområder med betydeligt større risiko udsættes for voldsomt traumatiserende oplevelser end gennemsnitsbefolkningen, og at psykiske ar herfra også kan bryde op og få slagside i hverdagstilværelsen, enten i form af ringere arbejdsevne og svigtende socialitet eller i værste fald i form af alvorlige psykiske problemer, der kan føre til kriminalitet og vold. Og for det tredje: Hvis vi er parate til at erkende, at danskere, der har været soldater i krigs- og konflikt-områder i måneder eller år, desværre er betydeligt mere udsatte for at udvikle psykiske problemer, der også kan føre til alvorlige adfærdsproblemer, er det naturligvis kun ekstra indlysende, at dette i samme eller højere grad gælder de mennesker, der er opvokset eller har boet i sådanne områder. Det giver (eller burde give) os en menneskelig forståelse for, at sådanne mennesker uundgåeligt vil være ramt af problemer, der kan føre til øget social marginalisering og særlige psykiske problemer, og som selvfølgelig hyppigere end normalt kan resultere i rodløshed, arbejdsløshed og kriminalitet - ikke alene danske ex-soldater, men netop også indvandrer- og flygtningegrupper fra krigs- og konfliktområder. Her finder vi med andre ord også én af de afgørende, men efterhånden næsten bagatelliserede og negligerede faktorer bag den meget omtalte overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne.