Det er en sejr for ligestilling og tolerance, at det lykkedes at vedtage Simon Emil Ammitzbølls forslag om, at homoseksuelle i registreret partnerskab skal have mulighed for at adoptere på lige fod med enlige og heteroseksuelle. Bl.a. takket være disse seks MF'ere fra Venstre, der brød partilinjen, faldt et flertal på plads: Gitte Lillelund Bech, Karen Ellemann, Malou Aamund, Ellen Trane Nørby, Karsten Lauritzen og Sophie Løhde. Ved siden af Simon Emil Ammitzbøll selv og de seks fra Venstre, stemte Enhedslisten, SF, De Radikale, Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Pia Christmas-Møller for forslaget - mens ikke en eneste fra Dansk Folkeparti eller De Konservative turde eller ville bryde partilinjen og stemme for. Særlig symptomatisk er det, at den nybagte konservative, Naser Khader, tilsyneladende slet ikke har markeret sig på nogen måde i denne debat. Mange har naturligvis erkendt, at det mest er en sejr på papiret, for forudsætningen for, at homoseksuelle i Danmark kan adoptere, er, at andre lande accepterer det – men dette gør på den anden side ikke modstanden imod forslaget mindre absurd. Selvfølgelig er forældre-duelighed ikke begrænset til enlige og heteroseksuelle ægtepar, og titusindvis af børn og unge er i forvejen vokset op med én forælder eller med op til flere voksne, der har varetaget forælderroller – nogle gange af forskelligt køn, andre gange ikke. Det er naturligvis ikke spørgsmålet om forældrenes hetero- eller homoseksualitet, der dikterer deres evne til at give et barn en god og tryg opvækst. Og uanset hvor lidt eller meget, der i praksis kommer ud af loven, tilkendegives denne indstilling hermed fra et flertal i Folketinget, og det er på tide. Alting begynder et sted, og når Dansk Folkeparti, De Konservative og flertallet i Venstre ikke ønsker at stemme for, skyldes det naturligvis, at de slet og ret ikke ønsker, at denne form for ligestilling skal begynde NOGET sted. Dansk Folkeparti er efter eget udsagn ligefrem »rasende« over, at nogle medlemmer af Venstres folketingsgruppe overhovedet fik LOV til at stemme efter deres overbevisning i stedet for at rette ind og gå i takt med partilinjen. Dét ville nemlig aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde ske i Dansk Folkeparti. Søren Espersen udtaler til Altinget.dk: »Hvis regeringen ikke får orden i egne rækker, så vil de ikke i længden kunne regne med, at vi altid bakker dem op. Så vil vi stemme dem ned, hvis der er noget, vi ikke bryder os om. Der vil komme masser af småting, hvor vil spørge os selv: Gider vi virkelig støtte det?« Øh? Ja – hvis der kommer noget, man ikke bryder sig om, så stemmer man vel imod, stort eller småt? Og når der kommer noget, man går ind for, stemmer man vel for? Endvidere tordner Espersen: »Både folketingsgruppen og ledelsen i Dansk Folkeparti er simpelthen rasende over at blive ydmyget på den her måde. Venstre forlanger og forventer af os, at vi er bag deres lovforslag - og så bliver vi belønnet på den her måde. Det vil vi ikke længere finde os i.« Dansk Folkeparti er altså blevet ydmyget. Det er belønningen for at være regeringens stemmekvæg, mener Espersen. Intet mindre. Nu vil nogle læsere måske vide, at det ligger mig uendeligt fjernt at udtrykke personlige holdninger af kritisk eller negativ karakter over for Dansk Folkeparti. Men jeg må jo erkende, at der findes mindre neutrale stemmer i debatten end undertegnede, og nogle af disse kunne måske nok blive lidt fristet til at konstatere, at det var en uventet sidegevinst ved Ammitzbølls lovforslag, at dets vedtagelse ligefrem har ydmyget Dansk Folkeparti? Men det skal sandelig ikke gøres gældende her. Her skal der bare ønskes til lykke til de homoseksuelle.