Skaarups løgne om Rothstein

Lyt til artiklen

Religionsforsker Mikael Rothstein har påkaldt sig hetzlignende vrede fra Jyllands-Postens og Dansk Folkepartis side, efter at han har tilladt sig at forsvare en del af Ungdomshusets brugere og kritisere rydningen og nedrivningen af huset. For nylig blev Peter Skaarup spurgt i P1, om de unge fra Ungdomshusets miljø er »terrorister«, hvortil Skaarup svarede: »Det er jo et godt spørgsmål. De unge føler sig i hvert tilfælde blåstemplede af en stor del af det man måske sådan kan kalde det kulturradikale miljø i Danmark. Altså hvis det havde været nazister eller nynazister, der havde kastet med sten og lavet brandbomber, så tror jeg nok at tonen havde været en anden. Men her føler man sig blåstemplet og tilskyndet og når mennesker som, en tidligere respekteret forsker, Klaus Rothstein, går ud og støtter volden og tankerne bagved, jamen så er det med til at gøre, at man synes at så kan det godt fortsætte. Han og mange andre [interviewer afbryder: ’Mikael Rothstein’] mere modne, men meget uansvarlige, synes jeg, voksne mennesker, de bærer et stort ansvar for at den udvikling fortsætter, fordi man har tankegods med, og man bliver accepteret.« (P1, 12.6.2007). Det kan siges kort: Peter Skaarup taler usandt. Der er en afgrundsdyb forskel på at forsøge at belyse årsagskomplekser og forsøge at forklare, hvordan konflikter ender i voldelig konfrontation. Det sidste gjorde Mikael Rothstein under et debatmøde i marts 2007, hvor han bl.a. sagde: »Vold er i enhver henseende uacceptabel. Men de elementer i huset, der har tilskyndet til vold, er et socialt produkt, et samfundsskabt problem. De er blevet sådan på grund af et pres på deres identitet. Man trækker stikket ud og siger: I må ikke være jer, I skal være noget andet.« (Information, 9.3.2007). Altså: »Vold er i enhver henseende uacceptabel.« Men derfor kan man selvfølgelig diskutere, hvordan vold opstår, og hvordan konflikter hæmmes og fremmes. Men hverken under dette debatmøde eller andetsteds har Mikael Rothstein eller hans bror, Klaus Rothstein (hvem af dem, Skaarup end måtte tale om) »blåstemplet«, »tilskyndet« og »støttet« volden. Tværtimod. Dermed er Skaarups udsagn ikke alene udtryk for grov løgn, men også klart injurierende. I december 2006 skrev brødrene Rothstein i en fælles kronik: »Den sunde og uvoldelige subkultur er pinedød nødt til at fjerne sig fra de voldsfikserede politiske hooligans. Den store gruppe af gode, unge mennesker, der blot vil dyrke deres subkultur i fred, må gå deres egen vej, sørgmodige over at miste Ungeren, men stolte og glade over at fravælge volden. Derefter må de unge – støttet af kommunen og den private fond – skabe et nyt sted, hvor man kun kaster med ord og ikke med brosten. De vil savne Jagtvej 69, men de kan tage det gode af stedets ånd med sig. Resten må de vende ryggen. (...) De unge er frustrerede ved udsigten til at miste højborgen for deres kultur og identitet, og den hårde kerne går i gadekrig som revolutionære anarkister, der til forveksling opfører sig som fascistiske stormtropper. (...) Afgiv huset og skab et nyt sted i en ånd, der kan være nok så alternativ og autonom, men absolut uvoldelig.« (Weekendavisen, 22.12.2006). Mere utvetydigt kan det vist ikke udtrykkes, at hverken den ene eller anden Rothstein »blåstemplede«, »tilskyndede« eller »støttede« volden - faktisk opfordres de unge endog til frivilligt at forlade huset fredeligt allerede FØR rydning og nedrivning. Og kort efter rydningen fastslog Mikael Rothstein i et debatindlæg, at medierne og politikerne netop ikke forstod at skelne mellem grupperne omkring Ungdomshuset, men var tilbøjelige til stereotypt at rubricere alle i én sort, voldelig masse. »Jeg har aldrig følt mig forbundet med folk, der brygger Molotov-cocktails eller samler slagvåben i bunke.« (Berlingske Tidende, 12.3.2007). I diverse tv-sammenhænge understregede han ligeledes sin entydige afstandtagen fra voldelige grupperinger. Alligevel kan Skaarup uanfægtet af en radiovært rette direkte løgnagtige beskyldninger, som han ikke en gang bliver bedt om at korrigere - det eneste, der korrigeres, er Skaarups sammenblanding af Klaus og Mikael Rothstein. Men måske har radioværten ikke været klar over den rette sammenhæng? Ikke desto mindre er en beskyldning om at støtte og tilskynde til vold så alvorlig, at man som ansvarlig journalist i det mindst må bede den, der fremsætter påstanden, om at præcisere den. Nu kan det i stedet blive en af den slags person-stigmatiserende myter, der får sit eget liv i den politiske debat, og som skruppelløse aktører i debatten kan hænge deres hat på, når de skal ramme Rothstein. Derfor fremfører Klaus Rothstein da også følgende klare krav til Skaarup i Weekendavisen: »Kære Peter Skaarup, mener du stadig, at vi blåstempler og tilskynder til vold? Er du klar over, at du beskylder os for en straffelovsovertrædelse? Er du klar over, at du lyver og bagvasker? Der må da vist være en uforbeholden undskyldning på vej.« (Weekendavisen, 15.6.2007). Opfordringen være hermed givet videre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her