Når skolernes sommerferie er forbi i Spanien, er der et nyt obligatorisk fag på skoleskemaet: Uddannelse i demokratisk medborgerskab og menneskerettigheder. Skønt det overvejende flertal af politikere står bag, har katolske bisper og en række katolske organisationer og medier i landet opfordret forældre til at boykotte faget, selv om det betyder dumpe-karakter. Særlig voldsomt tordner Toledos katolske ærkebiskop, Antonio Canizares mod de ca. 2.500 katolske skoler, der advares mod at »samarbejde med det Onde«, hvis de følger loven og underviser i dette fag (jf. Politiken, 20.7.2007). Katolikkerne mener, at der er tale om moralsk og politisk indoktrinering, fordi børnene bl.a. skal lære tolerance over for homoseksuelle og i øvrigt undervises i forhold, der kan stå i kontrast til katolske værdier. Boykot-opfordringen er på den ene side endnu et eksempel på, hvordan fundamentalistiske trosudlægninger i stigende grad presser undervisningssystemet, og på den anden side et eksempel på en relevant diskussion af, i hvilken udstrækning det egentlig er skolernes opgave at »opdrage« børn. Skal skolerne »lære« børn at være gode, tolerante demokrater, eller skal skolerne lære børn at være vidende mennesker, der er bedst muligt rustet til at søge yderligere viden og danne sig deres egen holdning? Det sidste bør i det mindste være idealet i samfund, der hverken er mono-politiske eller mono-religiøse længere. Skolen skal tilstræbe at tilvejebringe de bedst tænkelige forudsætninger for, at den enkelte selv kan vurdere og dømme mellem forskellige verdens- og menneskeanskuelser - religiøse såvel som irreligiøse. Den skal af samme grund undervise i forskellige anskuelser uden at tage stilling imellem dem. Men ingen undervisning er selvsagt 100 procent uforudindtaget. Alene at tilstræbe en fordomsfri, pluralistisk undervisning i religiøse og irreligiøse overbevisninger kolliderer naturligvis bl.a. med flere specifikke fundamentalistiske overbevisninger, ifølge hvilke en række videnskabelige teorier, politiske ideologier og andre trosretninger i bedste fald blot fjerner opmærksomheden fra Sandheden - eller i værste fald er udtryk for et »samarbejde med det Onde«. Af den grund er og bliver den undervisning, som på forhånd fravælger enhver specifik trosretning eller ideologi, nødsaget til at være pluralistisk af karakter og må derfor også ligefrem pr. definition kollidere med visse trosudlægninger. Det kan selvfølgelig ikke være meningen, at skolen skal lære børn at blive hverken ateister, homoseksuelle, kristne, liberalister eller heteroseksuelle, men den kommer ikke uden om at implicere en vis tolerance, der netop er i pagt med den pluralisme, som et uforudindtaget undervisningssystem (som minimum af nødvendighed) må forpligte sig på. Derfor er der naturligvis fortsat et meget væsentlig grænse mellem at lære at forstå og tolerere lovlige trosretninger, ideologier, seksuelle præferencer osv., og så at lære at sympatisere med og bifalde sådanne. Det sidste falder lige så naturligt uden for skolens domæne, som det første uundgåeligt falder inden for (så længe man er i undervisningssystemet). Ateister må således acceptere, at religion, der er et afgørende element i det altovervejende flertals tilværelse verden over, gøres til genstand for så uforudindtaget og grundig en undervisning som muligt inden for undervisningssystemet. Velvidende at de derved »risikerer«, at en ateistisk elev går hen og bliver religiøs som følge af undervisningen. Omvendt må religiøse - også fundamentalister - acceptere, at en række irreligiøse anskuelser såvel som varierende samlivs- og seksualmønstre (inden for lovens rammer), der er en integreret del af mange menneskers tilværelse, naturligvis indgår i undervisningssammenhænge så uforudindtaget som muligt. Velvidende, at de »risikerer«, at en religiøs elev går hen og bliver ateist.