Hvert år det samme. Det er ramadan, og visse politikere fra VKO såvel som en hel jungle af antimuslimske debattører og bloggere fra DF-segmentets parallelsamfund ifører sig den retoriske krigsmaling og bruger denne fastemåned til at koncentrere deres foragt for muslimer og islam. Mange religioner har fasteperioder, også hinduisme, jødedom og katolicisme, og omhuen eller strengheden i fasten varierer selvsagt blandt hinduer, jøder og katolikker, ligesom den gør blandt muslimer - men som kutymen er i dagens Danmark, er det alene muslimernes faste, vi hører om. De Konservatives Naser Khader, der har gjort det til sit politiske slagnummer at score stemmer på at vrænge ad sine muslimske medborgere, er forventeligt på krigsstien i det sekund, ramadanen begynder, og kræver intet mindre end en redegørelse fra Etisk Råd om det "rimelige i, at børn hvert år faster og udsultes i den periode, ramadanen varer". Syge, handicappede, ældre, gravide, rejsende og børn er ganske vist undtaget muslimernes regler for faste, hvor familien er i centrum, og der er fokus på religionens åndelige sider og omsorgen for de fattige, men alligevel skal fasten altså trækkes op til Etisk Råd. Det giver lidt gratis - om end luftig - fylde, og så kommer han jo i medierne igen, ikke sandt? Talsmand for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, gentager, at børn og svagelige slet ikke behøver faste og siger til Khaders udfald: "Forældres omsorg og kærlighed for deres børn skal ikke beklikkes af en kynisk politisk dagsorden. Der savner vi, at de udviser en større tillid til børnenes forældre." (Berlingske Tidende, 10.8.2010). Selvfølgelig er der forældre, der overdriver, og selvfølgelig er der muslimer, som er mindre oplagte under faste, ligesom der er andre muslimer, der er mere oplagte end sædvanligt. En anden antimuslimsk 'klassiker', vi således kan forvente luftet i denne tid, er den om de farlige muslimske trafikanter. Til trods for at ikke mindst ikke-muslimer banker ind i hinanden i fatale trafikulykker under alkoholpåvirkning, er den begrænsede risiko for en uoplagt muslimsk bilist under ramadan et årligt tilbagevendende hit blandt antimuslimske debattører. Som sædvanlig er der ingen proportion i forargelsen. Ligesom der er stressede kristne, ateistiske og asatroende bilister under hårdt arbejdspres, og mindre stressede kristne, ateistiske og asatroende bilister, der har fundet tid til at stresse af fra et stramt arbejdsliv - er der muslimer, som under fasten bør lade bilen stå, og andre muslimer, for hvem det ikke er skyggen af et problem at køre i bil. Værre er det ikke. I Gads religionseksikon (1999) hedder det i øvrigt udramatisk og uden politiske eller religiøse dagsordener om muslimernes faste: