Selv om Dansk Folkeparti har været VK-regeringens støtteparti i et lille tiår, både var og er der en stærk modvilje imod partiets indvandrerfjendske karakter og dæmoniserende retorik blandt prominente borgerlige politikere og debattører. Da Ny Alliance stormede frem i meningsmålingerne, var det ikke mindst en følge af den enkle, men slagkraftige formel, Gitte Seeberg anlagde med sit berømte »nok er nok« - eller lidt mere udførligt citeret: »Vi udelukker ikke nogen partier på forhånd. Men jeg skal ikke lægge skjul på at jeg synes at Jesper Langballe og Søren Krarup har fået for meget indflydelse. Vi på den borgerlige side burde på et langt tidligere tidspunkt have lagt afstand til Dansk Folkeparti. At tie er at samtykke. Samarbejdet med Dansk Folkeparti er blevet for meget. Nok er nok.« (Berlingske.dk, 7.5.2007). Ny Alliance begyndte sin eksplosive opbakning med denne utvetydige afstandtagen til Dansk Folkeparti, men i takt med at Seeberg blev udmanøvreret bag kulisserne, sank partiet i grus - godt hjulpet på vej af diverse mindre kompetente profiler og Henrik Qvortrups svinestreg mod Khader under valgkampen. Resterne af gennembruddet blev som bekendt til Liberal Alliance, der løbende har givet køb på modstanden imod Dansk Folkeparti, men helt frem til for nylig dog kategorisk afviste, at partiet nogen sinde skulle have ministerposter. På partiets landsmøde i 2009 udtalte Anders Samuelsen: »Det vil Liberal Alliance under ingen omstændigheder lægge navn til. Jeg kan love 100 procent, at når Liberal Alliance efter næste valg sidder på de afgørende mandater, så vil de blive brugt til effektivt at blokere for, at Pia Kjærsgaard og hendes proselytter får ministerposter. Der bliver ingen opbakning fra Liberal Alliance til en VKO-regering.« (Liberalalliance.dk, 25.4.2009). de 100 procent har dog siden vist sig at være mindre - betydeligt mindre, faktisk nul procent, for nu er partiet fuldt ud parat til at agere støtteparti for en regering, hvor Pia Kjærsgaard & Co. sidder i ministerbilerne. Andre fra det 'gamle' Ny Alliannce som f.eks. Lars Kolind har fastholdt en meget klar og meget skarp kritik af Dansk Folkeparti, om hvis 'opskrift' han skriver: »Opskriften er enkel: find en svag gruppe i samfundet og udstil hvor meget de koster os andre sådan at vi andre kan få nogle håndfaste argumenter for at udstøde de svage. Historien har vist at den taktik er særlig effektiv over for svage grupper der er let at kende i forhold til os andre; fx. folk med en bestemt religion (jøder) eller med en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse. Lad os få bevis for at det er deres skyld at vi andre skal betale så meget i skat eller at vi andre skal vente længe på hofteoperationer. Jeg er enig med Pia Kjærsgaard: Lad os slippe ånden ud af flasken og ikke være bange for at kalde det menneskesyn ved dets rette navn: Fascisme.« (Kolindkuren.dk, 8.8.2010). Venstres Eyvind Vesselbo har altid været blandt regeringspartiernes skarpeste kritikere af Dansk Folkeparti, og derfor var der forståelige spekulationer om, hvorvidt også han i 2007 ville skifte til Ny Alliance. Det hævdede Naser Khader, at han var parat til, men Vesselbo selv benægtede det. Hans kritik af Dansk Folkeparti er dog ikke forstummet. I en kronik i 2009 skrev han bl.a. om partiets indflydelse på regeringen: