Den svenske kunstner Lars Vilks har i bogen 'Hvordan man bliver samtidskunstner på tre dage' givet opskriften på, hvorledes et kunstnerisk projekt med fordel kan blive en »almenjournalistisk nyhed« (jf. Svenska Dagbladet, 23.9.2007). Kunstnere, som får »medieopmærksomhed, bør »spinne videre på den«, opfordrer Vilks, der selv blev berømt og berygtet ved at fremstille Muhammed som hund. Jan Egesborg og Pia Bertelsen fra kunstnergruppen Surrend har også været hyppige gæster i medierne i de senere år, og for dem er reaktionen fra beskuere og presse ligeledes en afgørende del af den kunstneriske helhed. Men Surrend har et videre sigte end den antimuslimske 'karikatur-genre', der har spredt sig i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Antimuslimske og antisemitiske indslag anvender de dog også, men indtil videre retter kunstnergruppen i betydeligt højere grad deres debatskabende provokationer imod magthavere og synes derfor at vægte magtkritik højere end mindretalshån. Når de f.eks. er gået satirisk til Putin og Ahmadinejad, har de formået at iscenesætte en mangesidig refleksion over ytringsfrihed, magt og politik på en måde, der ikke er filtret ind i den antimuslimske agenda. Surrend er således både et bredere og mere konsekvent udtryk for afprøvningen af ytringsfrihedsproblemstillingen via »hån, spot og latterliggørelse« og repræsenterer og/eller problematiserer samtidig de yderste konsekvenser af denne iscenesættelse. For nylig har kunstnergruppen f.eks. fremstillet en plakat, der viser kongefamilien i et incestuøst sexorgie. Ligesom der er vigtig forskel på at rette brodden imod magthavere frem for at bidrage til magthaveres hån af mindretal, er der dog også virkemidler, som i mine øjne er for platte og vulgære. Det kan såmænd godt være, at jeg bare er blevet for gammel – men jeg har lidt svært ved at finde den store benovelse frem over denne pornografisering. Snarere bliver jeg lidt trist. På den anden side må jeg medgive, at plakaten er blevet det nedslag i censur-diskussionen, som hensigten utvivlsomt har været, og at provokunstnerne ad omveje har trukket nogle problemstillinger tydeligere frem i lyset: Først afviste lederen af Dansk Plakatmuseum, Peder Stougaard, at fjerne plakaten fra museets kommende udstilling med Surrend: »Vi har censur nok i Danmark.« (TV2 Østjylland). Da plakatmuseet er beliggende i Den Gamle By, og da dronningen er protektor for Den Gamle Bys Venner, er sagen dog særlig delikat. Den Gamle Bys direktør, Thomas Bloch Ravn, ville imidlertid heller ikke skride ind. Ganske vist fandt han plakaten utiltalende, men han kunne forsikre JP Århus om, at han skam var tilhænger af ytringsfrihed og imod censur. Få dage senere havde han dog ændret holdning med et figenblad af en undskyldning: En nærlæsning af aftalen med Surrend viste, at der var planlagt en retrospektiv udstilling, og eftersom pornografiseringen af kongefamilien var frisk fra tryk, kunne kunstnergruppen beskyldes for 'aftalebrud'. Hokus pokus – så måtte plakaten alligevel ikke udstilles. Men ikke nok med det: Den må overhovedet ikke vises andre steder, så længe udstillingen løber, og i modsat fald kræver Thomas Bloch Ravn, at Surrend tages helt af plakaten på plakatmuseet. Det er naturligvis ikke blot pragmatisk selvcensur, men slet og ret censur. Mon så en avis trykker 12 pornografiske karikaturer af kongefamilien i protest? Jeg tvivler. Og som antydet har jeg da også svært ved at se, at tidens hån og dæmonisering kvalificerer kunsten eller debatten, hvad enten den handler om islam eller kongehuset. Men hvad er egentlig pointen? Er det Surrends hensigt at problematisere, hvor afsporet og dobbeltmoralsk den selektive argumentation for JP's Muhammedkarikaturer i sidste ende er, hvis den forfølges til sine yderste konsekvenser, eller bifalder og fremmer kunstnergruppen aktivt heroiseringen af hånens sprog, som karikaturerne har institutionaliseret? Hvem ved, men spørgsmålet er rejst. Samfundsudviklingens pil peger desværre i retning af at fremme hånen – og det synes jeg faktisk er trist. [Ovenstående indlæg er trykt i Politiken] APROPOS: Karikaturer som symptomAf Benny Andersen, Bent Melchior, Fathi El-Abed, Flemming Chr. Nielsen, Lars Kolind, Rune Engelbreth Larsen og Zubair Butt Hussain