Kjærsgaard udfordrer tavs Nyrup - der savner Ellemanns mod?

Lyt til artiklen

Jeg kritiserede i et tidligere indlæg, at landets forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i dag er formand for Party of European Socialists (PES), holder hånden over Dansk Folkeparti i et ellers markant opgør med højreradikale partier i Europa. Om disse højreradikale hedder det i manifestet fra Nyrup og PES, at »the political platforms of these parties are wrong, in their entirety«, og at man vil konfrontere dem »by isolating those parties from the political scene«. Hvilke partier, det konkret drejer sig om, turde være indlysende, og på manifestet forstår man, at det bl.a. henviser til Sverigedemokraterna og Frihedspartiet i Holland - mens man altså besynderligt nok holder hånden over Dansk Folkeparti. Hvorfor? En tilfældighed - man kan jo ikke remse alle op? Eller skyldes det, at Nyrup & Co. finder, at Dansk Folkeparti adskiller sig markant fra Sverigedemokraterna og Frihedspartiet? Siden har danske journalister forgæves forsøgt at få Poul Nyrup Rasmussens svar på dette spørgsmål - men dag efter dag efter dag uden held. Til trods for, at han slår til lyd for en strategi over for de højreradikale, der hedder confront yes, cooperate no. Er sandheden i virkeligheden den, at Nyrup frygter sin egen skygge, fordi han har fået på puklen for sin historiske udtalelse om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene? Står han tilbage for Uffe Ellemann-Jensen, som også har forladt dansk indenrigspolitik, men ikke af den grund tøver et sekund med at stå ved sin afstandtagen fra Dansk Folkeparti? Det er alt for forudsigeligt, når kommunikationskonsulent Peter Goll udtaler til dagens Politiken, at kritikken af DF er en »dårlig sag for de danske socialdemokrater« - han kan ikke forventes at sige andet, for han er tidligere SF-pressesekretær på sit partis udlændingepolitiske strammerfløj og derfor selvfølgelig ikke den neutrale politiske kommentator, som han fungerer som i avisen. Tværtimod er tiden mere end moden til et konfronterende opgør med Dansk Folkeparti. En af Socialdemokraternes store valgtrumfer er den udbredte modvilje mod Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse - en frygt, som rækker langt ind i blå blok, og når Lene Espersen ganske vist har afvist DF's ministerbiler, tydeliggør det kun så meget desto mere Kjærsgaards uudtalte rolle som regeringens Sorte Per. Pia Kjærsgaard får til gengæld masser af points forærende ved den inkonsekvens, som endnu svæver i luften, så længe Nyrup ikke melder kategorisk ud, at Dansk Folkeparti selvindlysende hører med i det selskab, som PES ønsker at advare imod. Enten tager man det hårde, langvarige og konsekvente opgør med de højreradikale kræfter, eller også ligger man sig fladt ned på maven og giver op - eller tjatter lidt for syns skyld. Man kan ikke begge dele, og derfor er den nuværende kurs kun halvhjertet. Kjærsgaard udnytter inkonsekvensen i sit ugebrev: »Hvordan kan det være, at vi ikke er blevet indrømmet nogen 'fornem' plads i Poul Nyrup Rasmussens politiske rædselskabinet? Når nu Sverigedemokraterne og Geert Wilders Frihedsparti er med på listen? Lidt undskyldende forsøger Henrik Dam Kristensen at svare uden om med lidt tågesnak om, at det skam ikke gælder Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet har ikke til hensigt at underskrive nogen erklæring om ikke at samarbejde med Dansk Folkeparti.« Kan det virkelig passe, at der ligger indenrigspolitisk strategi bag, og at Nyrup simpelthen ikke tør inkludere Dansk Folkeparti blandt de højreradikale, han bekæmper, af hensyn til den DF-tilnærmende kurs i udlændingepolitikken, som Helle Thorning-Schmidts & Henrik Dam Kristensens Socialdemokrater (såvel som Ole Sohns & Villy Søvndals SF) har anlagt? Den tidligere socialdemokratiske minister Kjeld Olesen tager bladet fra munden og udtrykker sin forvirring over, at Nyrup og PES ikke omtaler Dansk Folkeparti. Et parti, som vel at mærke var for ekstremt for Østrigs Jörg Haider, og som stadig er for ekstremt for Norges Fremskrittsparti. Kjeld Olesen skriver bl.a.:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her