At Lars Hedegaard finder det »skandaløst«, at Østre Landsret har dømt ham for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, understreger blot, at han har mistet evnen til et minimum af saglighed i denne sag - uanset hvad man måtte mene om eksistensen af den pågældende paragraf. Det skal vi straks vende tilbage til - men lige sagen kort: Hedegaard er dømt for at have udtalt, at »når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtægt etc. etc., er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv, dette er din ret. De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Kvinder har ingen værdi, de er ikke mennesker. Deres funktioner er som livmoder - de bærer krigerens afkom og skaber nye krigere, men ellers ….nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.« Det eneste, man kan sige om substansen i dette udsagn, er, at det er dæmoniserende vrøvl fra ende til anden. Dertil kommer, at enhver lige så let som landsretten kan konstatere, at der selvfølgelig er tale om en indlysende overtrædelse af straffelovens § 266 b. Når byretten alligevel frifandt Hedegaard i januar 2011, skyldtes det, at man vurderede, at »han ikke havde til hensigt at offentliggøre udtalelserne i den foreliggende form« (mine fremhævelser). Det var jo fair nok at frifinde ham på den bekostning, hvis han vitterlig ikke havde været indforstået med en offentliggørelse (et youtube-interview). Det var ganske vist en usandsynlig forklaring, men den var ikke hævet over enhver tvivl. Umiddelbart efter kom det imidlertid frem, at Hedegaards forklaring alligevel ikke holdt vand: