[Opdateret med Youtube-klip nederst. REL] Dansk Folkeparti har i årevis holdt den social- og fordelingspolitiske fane højt og er kommet ud af den ene regeringsforhandling efter den anden som dagpengemodtageres, efterlønneres og almindelige lønmodtageres sikkerhedsnet i den blå blok. Det har været let at se, at denne forestilling var spil for galleriet, når man kigger på de konkrete forhandlingsresultater, men ikke desto mindre er det tilsyneladende lykkedes partiet at overbevise brede vælgergrupper om, at en lejlighedsvis ældrecheck og et løfte om ikke at røre ved specifikke offentlige ydelser gjorde partiets 'sociale' profil så sikker som amen i kirken. Med de vedtagne forringelser af efterlønnen kan vist end ikke den sidste blåøjede vælger overbevises om, at Dansk Folkeparti er andet og mere end et opportunt magtparti, der er flintrende ligeglade med tidligere udmeldinger, så snart de kan veksles til en hvilken som helst nationalistisk symbolpolitisk gevinst. Dennegang blev det grænsekontrollen, de fik tilbage, skønt den er uden synderlig effekt på grænseoverskridende kriminalitet, og til trods for at Danmarks omdømme som et lukket land i kløerne på et radikalt højrepopulistisk parti atter er gået verden rundt i de internationale medier. De Radikale har forfulgt deres egen politik uden slinger i valsen og er kommet ud af forhandlingerne som det eneste parti, der har stået 100 procent fast på sine standpunkter på tværs af folketingsvalg og meningsmålinger, hvorimod Dansk Folkeparti er blevet afdækket som et helt almindeligt luskepeter-parti, der siger og skråler dét, der er opportunt nu og her, for bagefter at gøre det stik modsatte for en symbolpolitisk gevinst. Det er ikke mere end godt et år siden, at Kristian Thulesen-Dahl kategorisk fastslog: »Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden.« (Jyllands-Posten, 9.1.2010). På partiets hjemmeside kan man sågar fortsat læse denne garanti: »Dansk Folkeparti vil under ingen omstændigheder ændre på den aftale, vi har med regeringen, S og R, om, at efterlønsalderen gradvist bliver hævet fra 60 til 62 år fra 2019 til 2022. Den aftale står fast, og der kommer ingen pludselig forringelser eller ændringer fra vores side!« ( 3.2.2010). Udråbstegnet siger alt. Summa summarum: Dansk Folkeparti er klædt af. Nationalismen har absolut forrang, og pensionister, dagpengemodtagere og efterlønnere skal blot trækkes hjem i vælgerskaren af hul retorik som letkøbt socialpolitisk gavepapir. Udfaldet af forhandlingerne har så blot understreget, hvad der allerede lå i kortene - og som det for nylig hed her på bloggen: »Tilbage står altså at efterlønnen ser ud til at blive så godt som afskaffet. Budskabet til vælgerne er derfor klart: Hvis den alligevel skal bevares, sker det kun gennem et rent S-SF-EL-flertal. Dansk Folkeparti er væk i det spil. Og skal DF også væk i det værdipolitiske spil, skal et regeringsskifte baseres på en styrkelse af De Radikales og Enhedslistens indflydelse såvel som et valg eller genvalg til de kandidater i S og SF, der for alvor tør presse Søvndal og Thorning-Schmidt i humanistisk værdipolitisk retning.« Så klart og på mange måder banalt er det kommende valg.