Søren Pinds og Jens Rohdes sammenstød er ikke kun en overfladisk profileringskamp internt i Venstre - Rohdes kontrast til Pind bliver tydeligere og tydeligere et ideologisk-politisk opgør, der ikke kan reduceres til gammelt nag og personlige uoverensstemmelser. Hvor Jens Rohde har bevæget sig i stadig mere liberal retning, efter at han som EU-parlamentsmedlem for Venstre har været på afstand af dansk Christiansborgpolitik, er Søren Pind accellereret ud ad sin nationalkonservative bane med speederen i bund. I april udtalte Rohde: »Vi er blevet for nationalkonservative. Det begræder jeg. Og det er jeg ikke stolt af selv at have været med til at føre ud i livet. Det er en forkert retning. De nationalkonservative kæmper jo for en stærkere stat og for, at vi lukker os mere om os selv. Men det kan jeg som liberal ikke støtte.« (Berlingske, 4.4.2011). Han erkendte, at Venstre i årevis havde ført en forkert magtkamp på Dansk Folkepartis værdipolitiske præmisser, men at han nu nærmede sig Uffe Ellemann-Jensens position i Venstre. At det hverken var en tilfældig eller isoleret markering, men udtryk for et dybereliggende og velovervejet opgør med den tiltagende nationalistiske drejning af Venstre, der især er kommet til udtryk med Søren Pinds rettighedsundergravende assimilationspolitik, er åbenlyst - især efter at Rohde nu lancerer et nyt angreb på nationalismen: