Mens stormen over professor Marlene Wind er ved at lægge sig, og mundkurven er det eneste, der står tilbage som en mørk skamstøtte over magthaveres klapjagt på endnu en forsker, kunne man i bakspejlet godt have ønsket sig, at Københavns Universitet havde været lige så principfaste i opbakningen til Wind, som Per Arnoldi var, da han for nylig forsvarede den kunstneriske frihed i den danske pavillon på Biennalen. Forklaring følger – men først en bekendelse. Da Per Arnoldi blev udnævnt som formand for Kunstrådet proklamerede han en stram »etisk fordring« til kunstnere, der skulle skabe kunst »for alle«. Jeg kritiserede ham dengang for at knæsætte et kunstsyn, der forekom lige så selektivt og dogmatisk som det, han ville erstatte, når han tilsyneladende satte et dogme om, at kunst partout skal være 'for alle' imod dogmet om, at kunst partout skal være 'for de få'. Nu må jeg indrømme, at jeg er kommet i tvivl. Ikke om min modvilje imod »etiske fordringer« til kunsten, men om hvor bogstaveligt Arnoldis statement egentlig skulle forstås. Måske blev hans standpunkt fortegnet og klippet lovlig tæt i pressens gengivelse og dermed fortegnet, hvem ved? I hvert fald var hans urokkelige forsvar for det danske bidrag til Biennalen forbilledligt både i substans og klarhed, da TV-Avisen for nylig fandt det nødvendigt at stille ham til 'ansvar' for, at 240.000 kr. (ud af budgettets 4,5 millioner kr.) var gået til den tyske kunstner Thomas Kilpper. I Kilppers værk kan publikum træde på portrætter af offentlige personer som Pia Kjærsgaard, Anders Fogh Rasmussen, Geert Wilders og Flemming Rose m.fl. Det er ganske vist et noget ensidigt udvalg af portrætter, men ytringsfriheden sættes under debat, og den enkelte må spørge sig selv, om man vil og bør 'træde' – eller ej. Visse politikeres forargelse ville imidlertid ingen ende tage. Det var for meget. Forkert. Forkasteligt. For danske skattekroner ... Og så skulle Arnoldi stå skoleret i TV-Avisen, der agerede magthavernes megafon. Der er 18 forskellige kunstnere repræsenteret på den danske pavillon, og de »vil aldrig behage alle,« konstaterede han imidlertid uanfægtet og veloplagt. Og så forklarede han, at Kunstrådet ikke kan vide, hvad kunstnerne bidrager med, og understregede, hvad armslængdeprincippet og den kunstneriske frihed indebærer: »Det er da heller ikke sikkert, jeg er enig. Men jeg vil til enhver tid forsvare retten til at dumme sig og retten til at begejstre og retten til at fortælle – uden omsvøb – hvad man har på hjerte. Og derfor forsvarer jeg også den her.« (TV-Avisen, 1.6.2011). Så enkelt kunne det siges. Det blev sagt om Thomas Kilpper, men det kunne næsten lige så godt være sagt om Marlene Wind. For bemærk, hvordan Arnoldi i virkeligheden har fat i noget essentielt ved både ytringsfriheden og den kunstneriske frihed – i én nøddeskal. Magtaverne kan kritisere det, de vil, men de skal ikke stille individuelle særkrav eller true med bevillinger til kunstnere og forskere, de er uenige med. Behøver vi minde om, hvordan karikaturer med direkte og indirekte statsstøtte omvendt er blevet hyldet af de samme forargede politikere, når hånen i stedet gik ud over dem, det p.t. er populistisk korrekt at håne? Jo, Jyllands-Posten får skam også millioner af statskroner – i alt får dagbladene over halvanden milliarder skattekroner om året (jf. Journalisten.dk, 15.6.2011). Til sammenligning koster Biennalen kun skattepeanuts. Har politikerne indflydelse på, hvilke karikaturer og artikler der trykkes, trods pengestrømmen? Nej. Bør de have det? Aldrig. Ligesom politikerne selvfølgelig ikke skal have den mindste smule indflydelse på, hvad sølle 240.000 kr. går til på Biennalen. Derfor var det naturligvis ikke Arnoldi, men derimod de forargede politikere, TV-Avisen burde have sat i krydsild. Og derfor havde det også været ønskeligt, om Københavns Universitet dog havde turdet forsvare Marlene Wind lige så formidabelt, som Per Arnoldi forsvarede Thomas Kilpper. Så havde Danmark måske været én mundkurv mindre i dag. APROPOS > Hvem er Nero, Søren Espersen?