Med 5-6 gange lysets hastighed bevæger jeg mig fra solen ud mod solsystemets kredsende kloder, passerer Merkur, der er mindre end en ært, krydser jernbanen og fortsætter forbi Venus, der nyder løvets svalende skygger og opmærksomheden fra de smukke violette blomster med det lidet flatterende navn Stinkende Storkenæb, før jeg når Jorden – næsten 150 millioner kilometer fra solen ... Overlyshastighedens paradoks løser sig af den enkle grund, at jeg såmænd befinder mig ved Lemvig og er på vej ud ad Planetstien, hvor solsystemets størrelsesforhold er reduceret en kende – målestokken er 1 : 1 milliard. Den store kugle, der ved stiens begyndelse har en diameter på små 1,4 meter, svarer således til solens diameter på 1.391 millioner kilometer. Og jo længere, planetstien fører ud ad byen til solsystemets yderste afkroge, desto fladere og mere øde bliver tilsvarende fjordlandskabet indtil Stenodden ved Ryletorv, hvor Plutos yderste position er markeret, ca. 7,38 kilometer fra udgangspunktet (i fugleflugtslinje). Det er ikke den eneste planetsti herhjemme, men med Thøger Larsens (1875-1928) tilknytning til Lemvig og digterens store interesse for astronomien er placeringen særlig velvalgt. Ingen anden dansk digter har i den grad formået at rumme naturoplevelsens nærhed og det alment danske ved årstiderne og vejrliget såvel som jordkloden og solsystemets harmoni – eller »Sfærernes Musik«, som titlen på et af hans digte lyder: