De Konservatives kirke- og uddannelsesordfører Rasmus Jarlov er ikke bleg for manipulationen som politisk virkemiddel. Så meget fremgår i det mindste af et blog-indlæg, »Upassende forsøg på at associere norsk psykopat med demokratisk højrefløj«, hvor han bl.a. kritiserer undertegnede ud fra denne overskrift. Dagen efter terrorangrebet i Norge skrev jeg stik modsat den vinkel, Jarlov lægger for dagen i sit indlæg: »Tilbage står, at koldblodige massakrer mod tilfældige civile er et afstumpet politisk våben, uanset hvem der står bag, og at det afgørende selvfølgelig stadig er at fastslå, at terror hører til de ekstreme undtagelser i Europa, og at sandsynligheden for at blive ramt af et terrorangreb i Europa fortsat er meget minimal. Afgørende er det med andre ord, at vi ikke benytter hverken denne eller andre terroraktioner til at indskrænke frihedsrettigheder, og at vi ikke benytter den til at generalisere og dæmonisere.« ( 23.7.2011). Jeg har ikke associeret den norske terrorist Anders Behring Breivik med »den demokratiske højrefløj«, men har påpeget, at hans bagvedliggende antimuslimske univers er en cocktail af udbredte forestillinger på den mest antimuslimske sfære blandt en række af Europas populister og nationalister. To dage senere, da Breiviks manifest var offentliggjort, påpegede jeg således, at hans verdensanskuelse »er fostret af den type antimuslimsk hysteri og yderligtgående nationalkonservatisme, som ikke blot gennemsyrer gerningsmanden Anders Behring Breiviks mainfest, 2083 - A European Declaration of Independence, men er standardcocktail hos den mest antimuslimske sfære blandt en række af Europas populister og nationalister.« Dette faktum er helt indlysende. Men selvfølgelig skrev jeg også: »Det er elementært og banalt, men i tilspidsede situationer nødvendigt at konstatere, at højreorienterede i almindelighed ikke skal 'stå til ansvar' for højreradikal terror, ligesom muslimer, marxister og tamiler ikke skal stå til ansvar for islamistiske, marxistiske eller tamilske terrorister.« Altså understregede jeg atter det stik modsatte af dét, Jarlov sigter til med sin overskrift. Jeg har krævet »selvransagelse« blandt dem, »hvis forudindfattede fordomme havde dømt 'muslimer' bag terroren i Norge, inden der overhovedet var noget konkret om motiv eller gerningsmand,« hvilket gælder en række medier og vor hjemlige 'islamkritiker' Lars Hedegaard. Selv samme Hedegaard er desuden den eneste, jeg har nævnt, der har behov for selvransagelse for sin voldsomme krigsretorik og krigsmetaforik i den løbende islamdebat, af den krystalklare grund, at han i ind- og udland betragtes som en stor autoritet blandt yderligtgående antimuslimske bevægelser, og at det så meget desto mere er nødvendigt at imødegå ham, når han direkte taler om nødvendigheden af at skabe »parallelinstitutioner under vores kontrol« som noget klassisk »i besatte lande« og lignende scenarier: