Politiken har bedt partiernes kulturordførere om at fremvise deres vigtigste kulturgenstande - og de spænder mildest talt vidt. De Konservatives Rasmus Jarlov har bl.a. valgt Gasolin's opsamlings-CD 'Derudaf Forever', computerspillet 'Civilization' og en Roliganhat. Jo, den er god nok - en klaphat. Og så er der også lige et maleri af Jarlov og hans kæreste, som kæresten har malet, for billedet »siger noget om, at kultur ikke kun er forbeholdt professionelle«. Det var godt at få på plads - med al den professionelle finkultur, han ellers har valgt ud. Tre ordførere med tungere gods i kulturkufferten er Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, Socialdemokraternes Mogens Jensen og SF's Pernille Frahm. Blandt sine valg har Ammitzbøll tv-serien 'Mad Men', Orhan Pamuks roman 'Sne' og en teateropsætning af Primo Levis 'Hvis dette er et menneske'. Jensen fremhæver bl.a. en PH-lampe, et maleri af Jeppe Hein og Baz Luhrmanns musical 'Moulin Rouge', mens Frahm er til Bergmans 'Det syvende segl', Beethovens 7. symfoni og grønlandske tupilakker. Dansk Folkepartis kulturordfører Karin Nødgaard er til gengæld gået i en ganske anden retning og har valgt Bjørn Nørgaards parterede hest i syltetøjsglas. Nej, det er bare gas ... Hun har som sit førstevalg et par løbesko fra Asics. Og dét er ikk' løgn. Men så er der skam også Norman Mailers 'Marilyn', H.C. Andersens eventyr og Pietro Mascagnis opera 'Cavalleria rusticana'. Enhedslistens Per Clausen sætter størst kulturpris på sit bibliotekslånerkort (en snedig helgardering), sin computer og god øl. Margrethe Vestager spænder fra Savojkål til Storebæltsbroen - og såmænd et par løbesko igen. Valgene hos Kristendemokraternes kulturordfører Bjarne Nederby Jessen ligner til gengæld en liste, der kunne være skrevet af en lige lovligt klichéfikseret old school-spindoktor: en gammel Holbergbibel, et Kristusbillede og et foto af Grædemuren i Jerusalem ... Venstres kulturordfører Troels Christensen er mindre forudsigelig. Han fremhæver blandt andet en rød glasvase af Piet Hein med matchende røde lysestager, en kajak og et digitalt klaver - og for at det ikke skal være lyv: endnu et par Asics-løbesko! Hvad har Asics & Co. dog gjort for, at tre ud af ni partiers kulturordførere fremhæver et par løbesko blandt deres allerypperste 'kulturgenstande' ...? Men på Christensens liste finder vi også Stig Andersens biografi om Tøger Seidenfaden. Eller bare 'Tøger'. For sådan var det jo - hele Danmark var på fornavn med Tøger. Også selv om en række mindre sjæle i landskabet foragtede ham som en del af et ufolkeligt 'parnas'. Men Tøger var simpelthen Tøger. Ligesom f.eks. Anker bare var Anker. Altså Jørgensen, husker du nok? Sådan blev det til gengæld aldrig rigtig med Fogh og Løkke, vel? Prøv selv: »Anders og Lars« ...? Nej, den går ligesom ikke. Men derfor tør Venstres kulturordfører godt medgive sin begejstring alligevel: »Jeg har altid syntes, at Tøger var vanvittig skarp og vanvittig irriterende. Men det var jo, fordi han havde noget at give.« Og dér har vi så hele den både pudsige og informative lille private 'kultur'-kanon fra nogle af landets vigtigste kulturpolitiske beslutningstagere. Unægtelig lidt anderledes og mere vidtfavnende end Søren Espersens prisme, når han giver den som intet mindre end selve Hr. Danmark og personifikationen af dansk kultur i Dansk Folkepartis valgvideo: »Jeg er Danmark.« Jeg, Espersen, er Danmark. Fra kirke, kanoner og Dannebrog til stolthed, strande og Solvognen, kan vi forstå. Jeg er Danmark. Mindre kan åbenbart ikke gøre det. Den national-megalomane selviscenesættelse udtømt, udspilet og oppustet til sit maksimum. Måske trænger han til et seriøst kultureftersyn? Måske bør nogen forbarme sig og røbe det for ham - bare helt stille: Nej, Espersen, Dansk Folkeparti er ikke »danskerne«, og du er ikke »Danmark« - du er bare Espersen. Get over it. Danmark er større. Danmark er meget, meget andet og mere end selektive sterotyper og overfladiske postkort. Og kulturen er meget, meget bredere. Kulturordførerne illustrerer det faktisk selv. Fra en PH-lampe, en bro og et bibliotekslånerkort over Gasolin', Mascagni og Moulin Rouge til Bergman, Primo Levi og Tøger. [Klummen er trykt i Politiken] OG SÅ TIL VALGET ...