Forråelsen af det sociale system bliver mere og mere kafkask og umyndiggørende - måske fordi beslutningstagere aldrig selv er i direkte forbindelse med det på KLIENTsiden? Desværre er også alt for få af de medarbejdere, der burde være på patientens og klientens side og altid tænke i borgerens rettigheder og menneskeværd, tavse - eller accepterer de ligefrem umyndiggørelsen? Eksempelvis bliver voksne fysisk og psykisk handicappede tilsyneladende i stigende grad tvunget i seng kl. 21, som om de var skolebørn i de små klasser. Den ene af de to afværgende undskyldninger er, at 'det gør man også med de ældre'. Smag lige på den igen ... Logikken er altså: Vi umyndiggør de ældre og tvinger dem i seng til børnetid, så det kan vi vel også gøre ved de voksne handicappede. Den anden af de to afværgende undskyldninger er, at nedskæringer nødvendiggør sengetvang pga. færre ansatte. Det kan »ikke undgå at påvirke kvaliteten og fleksibiliteten over for de allersvageste borgere,« siger sektorformand i FOA, Karen Stæhr (MetroXpress, 19.10.2011). Det er selvfølgelig en del af forklaringen, men den manglende erfaring fra de kafkaske forhold, der gennemsyrer socialsystemet i flere henseender, er så fjerne fra beslutningstagernes virkelighed, at denne underprioritering er uhyre vanskelig at gøre op med. Således forsøger socialrådmand i Aarhus, Hans Halvorsen (S), at kaste et formildende lys over den umyndiggørende praksis, efter at kommunen har slagtet 12-13 procent af socialområdet: han henviser til, at der faktisk kan gøres undtagelser, så de voksne handicappede kommer senere i seng, når de har familiemedlemmer på besøg ... Altså: Når familien kommer forbi, leger vi lige, at I er myndige selvstændige voksne - der er jo ingen grund til, at de 'normale' familiemedlemmer bevidner, hvordan I 'unormale' tvinges i seng som små skolebørn alle øvrige dage, vel? Praksis er modstrid med Serviceloves vejledning om, at de handicappede skal kunne »leve et liv på egne præmisser«. Hvordan reagerer den nye socialminister, Karen Hækkerup? Hun mener, at arbejdet må kunne »organiseres bedre« og opfordrer til at klage til kommunen og Det Sociale Nævn. Hvordan burde hun reagere? I stedet for at sende de berørte gennem et tungt klagesystem for at få den almindelige og anstændige behandling som selvstændige myndige mennesker, som de har krav på, burde hun fastslå, at det netop allerede er, hvad de har krav på - og at kommunerne ganske enkelt har at efterleve dette. Nu. Og de ansatte bør selvfølgelig sige fra - ikke bare én her og der. Ingen bør passivt acceptere at skulle umyndiggøre voksne mennesker uden at råbe pressen og politikerne op.