Alt for mange multinationale selskaber betaler ingen skat i Danmark, og nu vil regeringen stramme skatte-bissen og -skruen. 160 nye skattemedarbejdere skal bidrage til at kigge selskaberne i kortene, og samtidig skal det være muligt for offentligheden at se, hvor meget - eller lidt - multinationale selskaber med milliardomsætninger betaler til den danske stat. Det er på tide, der sker noget - og modsat visse kritikeres opfattelse, er det såmænd ikke engang noget særlig 'ideologisk' træk fra den nye skatteminister, Thor Möger Pedersens side. Selv skatteminister Troels Lund Poulsen var på nippet til at gå i gang med politiske forhandlinger om stramninger over for multinationale virksomheder, der ikke betaler skat - men det blev imidlertid behændigt sat i bero i marts 2011, da hans efterfølger, Peter Christensen overtog Skatteministeriet. Men selvfølgelig skal alle bidrage til at finansiere de fælles goder i landet, det være sig hospitaler, skoler, veje osv., og lige så indlysende er der noget galt, når undersøgelser fastslår, at op til halvdelen af selskaberne slet ikke betaler selskabsskat ( jf. Politiken.dk, 30.10.2011). Problemet har været velkendt i årevis. I 2001 opgjorde Ugebrevet A4, at en række multinationale selskaber med en omsætning på 50 mia. kroner til sammen betalte nul kroner i skat, og at staten gik glip af skatteindtæger i størrelsesordenen 14 mia. kroner. I 2011 kom det f.eks. frem, at Q8 - et af verdens største olie- og benzinselskaber - ikke har betalt dansk skat i 29 år. Niogtyve år. Det er nærmest surrealistisk - hvis ikke ligefrem foragt for det samfund, hvorfra milliard-overskud er skovlet ud af landet. I 2009 havde Q8 en omsætning i Danmark på ikke mindre end seks milliarder kroner, men de betalte nul kroner i skat, fordi selskabet meget belejligt igen-igen-igen endte med et underskud. Denne gang på 1,2 millioner. Hvordan kan det lade sig gøre? Blandt andet fordi selskaberne flytter deres overskud ud af landet, og fordi VK-regeringen i 2001 indførte en regel, ifølge hvilken virksomheder kunne videreføre underskud uendeligt. Dermed kan Q8 f.eks. spare skat i 2011 ved at fratrække tab fra lukningen af benzinstationer for syv-otte år siden. Denne lukrative kreativitet er desværre vanskelig at standse, hvorfor det ikke blot er gjort med at skrue skatten op. Man er f.eks. nødt til tænke i øgede ejendomsskatter og miljøafgifter for at ramme områder, som selskaberne ikke bare kan flytte ud af landet, og så er det selvfølgelig også væsentligt med en markant opprioritering af antallet af medarbejdere i Skat, der kan kulegrave de multinationale selskaber. Det nye tiltag er et skridt i den rigtige retning. Det er nok også derfor, at giganten Nestlé har reageret så fornærmet. Frygten for nu at blive udstillet som en af kæmperne, der betaler nul kroner i skat (og Nestlé har intet betalt i skat i Danmark i tyve år), har således fået direktøren til at true med at trække selskabet helt ud af landet: »Vi har vores nordiske hovedkvarter i Danmark, men hvis vi skal udstilles på den måde, så kan vi da lige så godt flytte til Sverige.« Det er klart, at der kan være både små, store og meget store virksomheder, der har et reelt underskud og derfor ikke betaler skat, men en meget lang årrække uden én eneste skattekrone er simpelthen lige så urealistisk, som det er uacceptabelt. Faktisk er det så indlysende uacceptabelt, at der ikke engang burde gå partipolitik i det. En leder i Fyns Amtsavis, der i maj 2010 skar absurditeten ud i pap, er værd at citere fyldigt, fordi den ikke er blevet ét ord mindre aktuel: