Selvfølgelig var det menneskeligt og omsorgsfuldt, at Anders Samuelsen betalte sin søns narkogæld til Hells Angels, uanset det retspolitisk problematiske, og selvfølgelig er det komplet ligegyldigt i forhold til Samuelsens virke som politiker. Havde han handlet anderledes, havde han utvivlsomt bragt sin søn i fare - og en far, der ville bringe sin søn i fare, er selvfølgelig ikke nogen særlig rar eller særlig kærlig far. At Samuelsen reagerede, som han gjorde, ændrer selvfølgelig ikke ved, at politiet må forsøge at opklare sagen på det grundlag, de nu kan arbejde ud fra - hvad enten Samuelsen og hans søn vil udtale sig eller ej. Man kan trods alt ikke tvinge folk til at være ekstraordinært modige, selv om man kan appellere til det. To sidste forhold om Samuelsens sag: 1) parallellen til Sass Larsens sag og 2) pressens reaktion (dvs. dele af den): Samuelsens historie er blevet sammenlignet med Henrik Sass Larsens, og formelt er der selvfølgelig klare lighedspunkter: Begge har været i kontakt til rockerkredse - hvilket dog i ingen af tilfældene i sig selv burde være problematisk (hvorfor i al verden skulle nogen nødvendigvis pr. automatik blive associeret med handlinger og holdninger hos de mennesker, man måtte mødes med?). I begge tilfælde er der imidlertid involveret kriminalitet, om end ikke beviseligt tilknyttet hverken Samuelsen eller Sass, hvorfor der heller ikke her er noget at være den mindste smule forarget over. Fra flere sider vurderes det i hvert fald ikke at være kriminelt at betale en andens narkogæld, og det er heller ikke kriminelt (og bør lige så lidt være suspekt) i sig selv at møde en rocker på en café og sludre om hans problemer eller om alt muligt andet - så længe der ikke planlægges eller orienteres om ulovlige forhold, naturligvis. Når Sass's sag alligevel efter min mening reelt er langt mere problematisk end Samuelsens, skyldes det ikke, at Sass har mødtes med en rocker, eller at jeg på nogen måde deler den opfattelse, at dét i sig selv skulle være den mindste smule problematisk i forhold til at blive minister. Som tidligere nævnt er Sass' problem i mine øjne den oprindelige uforbeholdne accept af, at bare et 'uskyldigt' møde skulle gøre det helt OK at udelukke hans egen ministerkarriere: