Omlægningen af bloguniverset på Politiken.dk har væet en debatsucces, hvor allerede over 5.000 har oprettet debatprofiler, mens fordums store problemer med spammende mudderkasteres hatespeech er ved at være en saga blot.
Nu behøver jeg ikke længere formane de tidligere hærskarer af især anonyme nationalistiske debattører med Ingemann:
Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.
Det er klart, at der kan være situationer, hvor anonymitet og pseudonymitet er i sin orden - og hvor førstnævnte kan være nødvendigt - men i en online-debat er ulemperne herved kolossale, så tak til det hold af debattører, der nu tegner en åben debat.
Men husk, at der er andet i livet end politik og presse.
Forbered dig til Århundredets Festival om 1700-tallet i Aarhus, læs en gratis ebog, lej en god film, tag ud i naturen - eller oplev elskovsskoven ...
God weekend!



























