Den verdensberømte tyske forfatter Günther Grass har i et nyt digt med titlen »Hvad der må siges« taget bladet fra munden og rettet en skarp kritik af Israels krigstrommer over for Iran. Man må i den sammenhæng erindre, at Grass ikke ligefrem har brillieret ved at holde sit tidligere (tvungne) medlemskab af Waffen-SS i krigens sidste halve år hemmeligt i mange år, hvilket er blandt de lette points, hans kritikere har kunne score i den efterfølgende debat. Men lad os holde os til substansen i stedet for at gå efter manden. LÆS: Hvad der må gøres (oversat af Per Øhrgaard) Digtet gør op med enhver tanke om det, vi kender fra den tidligere amerikanske præsident George W. Bush som »preemptive strikes«, der med Grass' ord bliver til »den påståede ret til det første slag«; men deri er intet skulderklap at spore til Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad eller iranerne, der karakteriseres som »det af en pralhals undertrykte og til organiseret jubel styrede iranske folk«. Grass er imidlertid »træt af Vestens hykleri« over for Israels atomarsenal, der er helt »uden for kontrol«, og han påpeger, at »atommagten Israel truer den i forvejen skrøbelige verdensfred«. Endvidere opponerer han imod den refleks, hvormed nogle straks dømmer enhver kritik af konkret israelsk politik som »antisemitisk«. Antisemitisme indebærer som bekendt en dæmonisering af og foragt for jøder, hvilket er noget ganske andet end at protestere imod den israelske stats politik. En refleks, som Grass da også allerede har fået i synet, bl.a. af vor hjemlige Søren Espersen. »Han er antisemit i stor stil,« udbryder Dansk Folkepartis udenrigsordfører, der imidlertid i samme åndedrag medgiver, at han ikke har læst ét bogstav af Grass' digt (Politiken.dk, 7.4.2012). Hvor blev ytringsfrihedsforkæmperen mon af? Tænk, om en dansk politiker havde udbrudt om Kurt Westergaards herostratisk berømte Muhammed-karikatur: »Han er antimuslim i stor stil« uden så meget som at have SET karikaturen? Israels indenrigsminister Eli Yishai reagerer lige så stejlt som mangen et autoritært regime ville have gjort over for kritik: Grass forbydes enhver fremtidig indrejse i Israel. Yishai ser stort på, at Grass' digt som anført på ingen måde er et skulderklap til Ahmadinejad, og udtaler: »Hvis Günther vil fortsætte med at publicere hans forvrængede og falske værker, så foreslår jeg, at han gør det i Iran, hvor han vil finde et støttende publikum.« (Politiken.dk, 8.4.2012). Det egentlige problem med digtet er ikke, at det er 'pro-iransk', for det er indlysende sludder, men derimod den ikke uvæsentlige detalje, at Grass opruller et scenario, hvor Israel og Vestens dobbeltmoralske ageren ikke 'blot' sætter freden over styr i området med frygtelige konsekvenser, men mere end antyder, at et israelsk angreb ligefrem »kunne udrydde« (auslöschen könnte) det iranske folk. Dermed tilskriver han indirekte Israel intentionerne om en verdenshistorisk overreaktion, der sågar ville være flere gange mere rædselsvækkende end holocaust, hvilket er fuldkommen useriøst og desværre står i vejen for gennemslagskraften af det berettigede i hans kritik af den israelske og amerikanske Iran-politik. Kerneproblemet er den udtalte dobbeltmoral og tabuiserede omgang med det faktum, at Israel i forvejen har krænket adskillige FN-resolutioner uden skyggen af konsekvenser; at den israelske atommagt slet ikke underkastes den kontrol, Iran afkræves; og ikke mindst den historiske og aktuelt ulyksalige israelske besættelse, som palæstinenserne på Vestbredden lider voldsomt under. Nogle af disse aspekter berører den tidligere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, i en nylig kommentar: »Som udsigterne tegner sig, er der intet håb om, at palæstinenserne vil kunne oprette deres egen stat. Det er ikke kun tragisk for palæstinenserne, som må affinde sig med at leve under israelsk besættelse, men også for israelerne, som tilsyneladende er indstillet på fortsat at optræde som besættelsesmagt. Prisen for at opretholde besættelsen er, at Israel vil ophøre med at være et demokrati. Det bliver en jødisk apartheidstat. (...) Det er på længere sigt konsekvensen af ministerpræsident Benjamin Netanyahus og hans nationalistisk-ortodokse regerings politik.« (Politiken, 7.4.2012). Pundik hudfletter israelske mediers og regeringstalsmænds »skrækpropaganda om konsekvenserne af et atombevæbnet præsteskab i Iran«. Han påpeger det palæstinensiske selvstyres samarbejde med »de israelske besættelsesstyrker« og EU-landenes bidrag til »præsident Mahmoud Abbas' amerikanskuddannede bataljoner, hvis opgave ikke er at beskytte palæstinensiske landmænd, der bliver tyranniseret af israelske ortodokse og fanatiske bosættere, men den israelske civilbefolkning«. Klummen taler faktisk klarere og mere præcist end Grass' digt. Gad vide, om Espersen nu vil stemple Pundik som »antisemit«? Personligt finder jeg det totalt forskruet at sammenblande en konkret kritik af israelsk politik med antisemitisme. Det er en ren afledningsmanøvre, der kaster et røgslør over det faktum, at EU og USA alt, alt for længe har været alt, alt for passive over for den israelske bosættelses- og besættelsespolitik i palæstinensiske områder, hvor Israel i mine øjne allerede fører en politik med apartheid-træk. Dét er den altoverskyggende tragedie i området, som Vestens politikere er alt, alt for parate til at glemme - overdøvet af den israelske regeringspropaganda. APROPOS > Palæstinensisk forår? > ARD-interview med Grass om digtet (tysk)