Ved endnu engang at skyde på de trængte i Danmark og nu barbere kontanthjælpen til fordel for at lette selskabsskatten (skønt ingen kan sige om det giver så meget som ét ekstra job, og skønt alle kan se, at det igen-igen forværrer den sociale sammenhængskraft, der stort set har været Socialdemokraternes mission siden begyndelsen i 1800-tallet og gennem hele 1900-tallet), cementerer Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon det simple faktum, at de praktisk talt er lige så meget socialdemokrater som Lars Løkke Rasmussen.
Senest har Thorning-Schmidt prøvet at redde ansigt ved enten at tale bevidst usandt eller også huske meget forkert om dele af sit baglands opbakning til at lette selskabsskatten. På hendes tirsdags-pressemøde for nylig udtalte hun: »Nu havde jeg jo møde med 19 tillidsmænd for en uges tid siden. De sad i det her lokale, og alle var enige om, at der skulle skatte- og afgiftslettelser til.«




























