Der er tilsyneladende få undtagelser for, hvilken foragt for ikke-kristne religioner, der huserer i dele af Dansk Folkeparti - ikke mindst i Tidehverv-segmentet. Selv maorierne er som bekendt blevet genstand for Marie Krarups latterliggørelse - og den newzealandske befolkning i bredere forstand, fordi også den 'europæiske' del af befolkningen har taget maoriernes arv til sig i vekslende grad og dermed åbenbart er i fuld gang med en kulturel »selvudslettelse«. Den fik således ikke for lidt, da hun skulle demonstrere sin civiliserede overlegenhed og spytte retorisk i ansigtet på maoriernes traditioner i et meget omtalt blog-indlæg, hvor hun forarges over udsmykninger med »store erigerede penisser« og latterliggør deres velkomst: »Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næse med 10 europæisk udseende søofficerer.« Knap nok var den diplomatiske krise med New Zealand ved at være overstået med Søren Espersens og det officielle Danmarks beklagelse, før Marie Krarup kastede sig ud i endnu en omgang foragt for de 'primitive', der komplet devaluerede Espersens afstandtagen til hendes første udfald. Sin foragt til trods medgav hun dog, at den vestlige civilisation »ikke [er] truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen«, for deres betydning i Vestens »moderne samfund« er blot som »en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer« (Facebook, 11.4.2013). Hvilket overskud af rummelighed og imødekommenhed over for anderledes troende er denne stålsatte korsfarer ikke fuld af? Også Danmarks asa- og vanetrossamfund kom lige med i hendes penis-fikserede kritik af de vantro: »Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler.« (Ekstra Bladet, 11..2013). Det er og bliver selvfølgelig islam, der er den store apokalyptiske trussel - de øvrige ikke-kristne religioner bliver ikke omgærdet af alarmistiske trusselscenarier, men må 'nøjes' med arrogancens foragt som uciviliserede kuriositeter, der i Marie Krarups optik illustrerer konsekvenserne af den frygtelige »multi-kulti-politik«. Det er en indstilling, der kendetegner Tidehvervsbevægelsen, hvorfor bl.a. Jesper Langballe langede voldsomt ud efter Aarhus' biskop Kjeld Holm, da denne ikke ville udelukke, at f.eks. også muslimer og buddhister kunne finde Gud: »Ærlig talt: det er ikke bare kætteri, men ubegavet nonsens,« fastslog Langballe i Tidehvervs menighedsblad i maj 2010. Derpå konstaterede han, at »kristendommen ikke har nogen værre fjende end biskoppen i Århus« (sic!). Sandelig noget af en 'pavelig' bandbulle. Og foragten standser ikke ved maorier, muslimer og kættere som Kjeld Holm - jødedommen hører også til »frafaldet« i Langballes optik. Han går således ikke af vejen for at ophøje Luthers antijødiske propagandaskrift 'Mod jøderne' (1543) til et af »Luthers teologiske hovedskrifter«. Det er dette berygtede skrift, som bl.a. inspirerede nazisterne, og hvori Luther titulerer jøderne som »giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel«, hvorpå han kræver deres synagoger brændt ned til grunden og alle jøder fordrevet fra de kristne lande. Hvordan man i dag kan andet et tage afstand fra dette hadefulde skrift, er en gåde, men forklaringen skal måske findes deri, at Langballe selv karakteriserer jødedommen som intet mindre end »frafald og gudsbespottelse« (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999). Man begynder unægtelig at se et mønster i foragten for anderledes tænkende. Når muslimer af forskellige medlemmer af Dansk Folkeparti sammenlignes med »gøgeunger« og »snyltere«, og deres religion stemples som »pest«, »altædende had« og »ondskab«, er det såmænd ikke så ganske enestående, som man kunne tro. Det er Tidehvervs retoriske religionskrige, der tilsyneladende aldrig indstilles, men altid kan finde flere vantro at håne og ringeagte.
APROPOS
