Uligheden tiltog i det danske samfund under VK-regerigen, men den nuværende røde regerings såkaldte reformiver har kun forøget den yderligere. Det erkender finansminister Bjarne Corydon, men 'ikke helt så meget', hvis der kommer flere i arbejde ( Information, 29.6.2013). Danmark har været i toppen som det mest lige vesteuropæiske land i 2001, men er siden rykket ned på en tiendeplads - en degradering, der skal ses i lyset af, at uligheden generelt er forøget globalt. Er det alarmerende? Ikke for flertallet af befolkningen, naturligvis, men for de ledige, der er nederst i bunden af den sociale rangstige i et land med høje leveomkostninger, og hvor social marginalisering kombineret med en stadig mere emsig disciplinering, umyndiggørelse og rettighedsunderminering griber om sig. Bedre bliver det ikke af, at der selvfølgelig er tale om politisk prioritering, ikke politisk nødvendighed i en tid, hvor topvirksomhederne har kolossale milliardoverskud, og hvor Danmark i forvejen vurderes til at være et af verdens absolut bedste lande at drive virksomhed i. Samtidig serverer regeringen et fremadstormende Dansk Folkeparti den ene gratis omgang efter den anden, mens Socialdemokraterne taber terræn. DF er pludselig blevet såre bekymret for den stigende ulighed, som partiet aktivt har båret et af hovedansvarene for under den foregående regering. Læs blot her, hvordan partiets finansordfører René Christensen er blevet grebet af social indignation: »Tidligere målte vi os ellers på, hvordan vi behandlede de svageste i samfundet. Men nu snakkes der i stedet om, at de nasser på samfundet.« (Information, 29.6.2013). Så er det, man tænker, hvor Christensens parti var, da partifællen Morten Messerschmidt sidste år optrådte med klagesangen om nasseriet for fuld skrue?
Messerschmidt kaldte det at være ledig for »en levevej« og ledige for »gøgeunger«, mens han hævdede, at det arbejdende mindretal af befolkningen »tvinges til at finansiere de ugidelige og de dovne« (Jp.dk, 8.1.2012). Dengang var det ikke meget, vi hørte til Christensens bekymring for de ledige og hans kritik af beskyldningen om, at de »nasser« påsamfundet. Nej, Dansk Folkeparti er i bund og grund blottet for troværdighed og substans, når de af politisk opportune grunde hykler sig på de lediges side. Desværre er det let for dem at indtage denne skinposition, når regeringens socialdemokratiske ministre allerede kort efter valget i 2011 lancerede et opgør med den påståede »krævementalitet« blandt ledige, og så længe regeringen både fremmer og bagatelliserer ulighedspolitikken. I 2012 fastslog Corydon således i en fælleskronik med bl.a. Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, at det ikke længere var Socialdemokraternes »hovedforpligtelse« at omfordele fra rig til fattig.
