Der ligger en tung grå efterårshimmel over et gråt og næsten ubevægeligt Kattegat. Ingen landkending horisonten rundt, bare gråt i gråt. Trist, farveløst og forskelsløst. Men så dukker den pludselig op som en grågrøn vold i intetheden – Danmarks mest afsidesliggende ø. Der er imidlertid ingen mennesker i gaderne, ingenting er åbent, og alt er stille. Og det er ikke nogen almindelig stilhed, men en noget nær fuldkommen stilhed. Den stilhed, som ikke afbrydes af andet end et næsten uhørligt sus fra havet bag klitterne eller en lejlighedsvis fuglestemme. Ja, det er Anholt, og her er en ro som ingen andre steder. Og et mørke, der er kulsort, når skyerne lukker sig efter solnedgang, fordi storbyens kunstige nattelys glimrer ved sit overvældende fravær, men derfor også kan få stjernerne til at stå så meget desto skarpere, når natten er skyfri. Både stilheden og mørket er en natur-luksus, som er uhyre sjælden i Danmark, især uden for vore mindre øer. Og på Anholt opleves begge dele bedst i Ørkenen. Jeg var så heldig, at himlen smed sin grå overfrakke den første morgen, jeg vågnede på øen, og en lun sol opløste det ugelange skyvælde. Trods navnet er Ørkenen naturligvis ikke en ørken i Saharas forstand, men Nordeuropas største lavhede, prydet af en lang række markante indlandsklitter, der skærer sig ind over landskabet på kryds og tværs. Byen, campingpladsen og sommerhusområdet er begrænset til Anholts vestlige ende, hvor der fra Sønderbjerg og Nordstrand Klit er udsigt over store dele af landskabet fra henholdsvis 48 og 32 meters højde. Men Ørkenen, der udgør omtrent fire femtedele af øens 22 kvadratkilometer, er Anholts ubetinget største og mest eventyrlige kulturattraktion – ja, »kultur«, for der er som bekendt ikke megen dansk natur, som ikke også er en slags kultur. For et halvt årtusind siden dækkede fyrreskov øen, men allerede i løbet af 1600-tallet havde hugst og sandflugt barberet træerne ned til grunden, og det forunderlige landskab, der møder os i dag, er altså som så mange andre danske naturlandskaber stærkt præget af kulturhistorien. Det gør selvfølgelig ikke naturoplevelsen mindre spektakulær, at den ikke har været upåvirket af menneskers gøren og laden, for hvad end forhistorien er, rummer øen et af de mest storslåede naturområder herhjemme. Der vokser 300-400 forskellige arter lav i Ørkenen, men det er ikke mindst revling, der dominerer klithedens betagende mosaik. Bortset fra nogle enklaver med fyrretræer er der ved kysten mod nordvest og langs Pakhusbugten øst for Sønderstrand også spredte rækker og klynger med birketræer, der forøger den i forvejen så forunderlige naturoplevelse. Med havets blå bånd og den gulgrønne mosaiks mange afvekslende højderygge som bagvedliggende kulisse står de hvide birkestammer som æteriske skeletter i det varierede panorama. Birkens efterårsnøgne grene udstråler et violet slør, der ikke er mindre smukt end træets forårsgrønne guirlander, og striber af småsten snor sig gennem sletten og fanger den lavtstående efterårssol som glitrende ædelsten. Alleryderst på øen knejser fyrtårnet, bag hvilket øen munder ud i Totten, der er et fredet sælreservat. Herfra er der godt syv kilometer i fugleflugtslinje tilbage til Anholt by gennem ørkenlandskabets sletter og bakker, der har så pudsige navne som f.eks. Indien, Pikkerhusknold, Dværgkrukken, Ostebakke og Bagstikkeren. Efteråret er en pragtfuld tid at opleve det hele i, for her er selv de betagende områder i Danmarks sparsomme natur alt andet end overrendte. I miles omkreds er der næppe et øje, der forstyrrer den unikke ro – i det mindste sjældent et menneskeøje. »Husk og Øerne derude, / hvor de vilde Storme tude – / klatt ej Anholt til med Blæk, / saa er Øen ganske væk,« hedder det i Chr. Richardts digt, »Venner ser paa Danmarkskort« (1889). Ikke just nogen udtømmende beskrivelse af en af vore allersmukkeste naturperler. Så gør hellere selv holdt ved Anholt og und dig et glimt af den særegne oplevelsesrigdom, Danmarks mest afsidesliggende ø kan byde på. APROPOS > Fotoserie: Birkene ved Anholts nordkyst > Fotoserie: Ørkenen på Anholt