Lars Løkke Rasmussen har erkendt, at han er sluppet meget dårligt fra at køre i limousiner og sove i suiter for 24.000 skattekroner i døgnet, altimens han 'joker' med, at en ekstra indtægt for almindelige lavtlønnnede lønmodtagere på 2.000 kr. om måneden er så latterligt lidt, at det ikke engang rækker til at købe et par sko. I et tre siders forklarende brev til Venstres medlemmer, skriver Løkke bl.a.:
»Mit kluntede forsøg på 'at slippe gækken løs', som formanden for Folketinget havde opfordret til, faldt mildest talt uheldigt ud. Det er blevet udlagt som om, jeg ikke mener, at 2.000 kr. er 'noget værd'. Selvfølgelig er de det! Men for mange mennesker er 2.000 kr. om måneden ikke meget for at stå tidligt op, smøre madpakke, side i kø og arbejde hele dagen - frem for at lade være.« Jamen - hvis 2.000 kr. virkelig er 'noget værd', og hvis du (nu) mener dét, Løkke, så gør dette beløb vel også en værdifuld forskel for en lavlønnet familie? Det kan ikke BÅDE være »selvfølgeligt«, at det er et værdifuldt beløb, og samtidig være så ubetydeligt, at ingen gider stå op for det. Derfor er 'forklaringen' bare en tur/retur til den oprindelige arrogances selvafslørende latterliggørelse af et beløb, der ligger så langt under Løkkes luksus-univers, at han ikke i sit liv kan forestille sig nogen gide at røre sig ud af flækken.




























