Rapporten fra Carsten Koch-udvalget fremlægger en række anbefalinger, der skal få flere forsikrede ledige i job - men holder de elementer af rapporten, der hidtil er lækket, er der stort set tale om spildte ligegyldigheder, som fastholder en fundamentalt hul i det herskende job-paradigme. Det er selvfølgelig positivt, hvis meningsløse aktiveringskurser afskaffes, men den har vi jo hørt før, bl.a. fremført af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen - samme minister, der samtidig finder det meget relevant at tvinge kontanthjælpsmodtager til at tælle biler og samle hundelorte op. LÆS: Ledige - send lorten tilbage til Mette Frederiksen Det er også positivt, hvis der gøres noget ved det tilgroede bureaukrati - selv om det også er noget, alle har sagt igen og igen, uden at det har hjulpet alverden. Og det er fint nok, at den ledige skal have større indflydelse på kontakten til jobcentre og a-kasser og selv kan bestemme, om de vil have jobsøgningshjælp det ene eller andet sted - men dybest set er der blot tale om småjusteringer af et grundlæggende absurd og disciplinerende system, der ganske enkelt ikke betragter ledige som frie og myndige individer på linje med lønmodtagere, men fastholder dem i en udsigtsløs og nytteløs trædemølle. Der kommer ikke en større andel af den danske befolkning i arbejde ved at flytte lidt rundt på legoklodserne mellem jobcentre og a-kasser. Som jeg påpeger i min seneste bog Ledighed og ledighad, har der det sidste halve århundrede ganske enkelt ikke været ændret markant på det ret stabile forhold, at halvdelen af befolkningen er på arbejdsmarkedet, og halvdelen er udenfor. Ser vi på gennemsnittene pr. tiår, fremgår det, at beskæftigelsesandelen er uhyre tæt på halvtreds procent: Gennemsnit 1971-1980: 49,33 procent Gennemsnit 1981-1990: 50,21 procent Gennemsnit 1991-2000: 49,61 procent Gennemsnit 2001-2010: 50,96 procent Dette kommer Koch-udvalgets mikroskopiske detaljer heller ikke til at ændre på. Det kræver derimod, at vi bliver meget bedre til at dele det arbejde, der er, og det betyder kortere arbejdstid og længere ferier – eller kort sagt: mere frihed. Men det er ikke DEN vej, det herskende paradigme bevæger sig i retning af. Koch-udvalget er kun en forlængelse af den strategi, der har været anvendt under den foregående og nuværende regering, og som går ud på at fastholde forringede vilkår, trusselseffekter og stress af de ledige. Ikke for umiddelbart at få dem i arbejde (for der ER ikke nok arbejde), men for at gøre både de ledige og lønmodtagere tilstrækkeligt desperate til at sælge sig selv så billigt som muligt - så lønnen presses ned. Det er dét, hele øvelsen går ud på, fordi den valgte politiske logik tilsiger, at lønpresset ad åre vil sænke lønnen og øge konkurrenceevnen, så vi engang i fremtiden kan få flere i arbejde ( til en ringere løn). Men for det første er der dog ingen garanti for, at lønpresset får denne effekt, for den kan lige så godt blive ædt op af øget profit - det ser vi allerede mange steder. Og for det andet vil der til stadighed være andre lande, hvor lønniveauet er langt lavere. Og for det tredje er og bliver det grundlæggende spørgsmål, om vi overhovedet ønsker et samfund, hvor arbejdsvilkår og løn forringes og forringes, og hvor skyld og klapjagt fortsat skal være de lediges virkelighed? Koch-udvalget agerer inden for denne ramme, og derfor gør den ingen som helst forskel for den ledige, der fortsat vil være en kontrolleret, disciplineret andenrangsborger. Realiteten er derfor, at lønmodtagere og ledige er i samme båd og sammen må kæmpe hinandens kampe, for forringelser af lediges vilkår sigter direkte på at forringe lønmodtagernes løn - så enkelt er det. APROPOS > Ledighed og ledighad