Miraklernes tid er måske ikke helt forbi, må man tænke i regeringskontorerne, takket være Liberal Alliance. En ny vælgerundersøgelse, der tydeliggør modstanden mod at beskære den offentlige sektor, kombineret med Samuelsens strategi om at sende Dansk Folkeparti i regering kan måske blive regeringens helt uventede redningskrans, når valgkampagnerne skal skrues sammen til sin tid. Det sidste først: Til trods for at den ældre og udgiftstunge del af befolkningen vokser og vokser, kræver LA som det eneste parti en klar beskæring af den offentlige sektor, men denne mærkesag tiltrækker tilsyneladende kun 11 procent af befolkningen ifølge en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 - faktisk ønsker et bekvemt flertal på 60 procent ligefrem at forøge de offentlige udgifter. Skønt de 11 procent, der er enige med LA, ganske vist er flere end partiets vælgerandel, er det et lavt og ubekvemt tal i Lars Løkke Rasmussens magtpolitiske matematik. En Venstreledet regering, der skal tilgodese LA's ønske om en upopulær amputation af den offentlige sektor, kan være problematisk nok i sig selv, men i kombination med udsigten til DF's antimuslimske agitatorer i regeringskontorerne (og de udenrigspolitiske kriser, der nærmest uundgåeligt vil følge i kølvandet), kan det blive Thorning-Schmidts længe savnede trumfkort. Dertil kommer naturligvis, at Samuelsens omklamring af DF desuden er endnu en kovending af de mere absurde i dansk politik. I maj 2007 var Samuelsen som bekendt med til at stifte Ny Alliance, hvis kolossale gennemslagskraft netop hvilede på et borgerligt miderpartis radikale opgør med Dansk Folkeparti (»nok er nok«), og selv efter Samuelsens makeover fra borgerlig humanistisk midterpolitiker til liberalistisk stjernerytter på Team Saxo Bank forsikrede han på LA's landsmøde i april 2009: »Jeg kan love 100 procent, at når Liberal Alliance efter næste valg sidder på de afgørende mandater, så vil de blive brugt til effektivt at blokere for, at Pia Kjærsgaard og hendes proselytter får ministerposter.« Hvorfor er denne tale mon siden blevet fjernet fra LA's hjemmeside? I modsætning til det indtryk, man har kunnet få af dækningen sine steder, er LA's kovending dog ikke ny, men blev indvarslet allerede i 2010, hvor man forsikrede, at partiet pludselig »ingen problemer« havde med Pia Kjærsgaard som minister (Politiken.dk, 12.8.2010). Til gengæld er det nyt, at Samuelsen nu fastslår, at LA's udlændingepolitik ligefrem er »strammere« end Dansk Folkepartis (Berlingske, 22.6.2013), hvilket selvsagt gør kovendingen yderligere bizar. Formanden for dét parti, der sælger sig selv som et »frihedsparti«, finder det med andre ord afgørende vigtigt at relancere ønsket om at forære ministerbiler til forbudspolitikerne i DF, der bl.a. kræver mere overvågning, forbud mod minareter, forbud mod islamiske gravpladser, forbud mod fremmedsprog i skolens frikvarterer, forbud mod tørklæder i den offentlige sektor, forbud mod muslimske friskoler, forbud mod kirkelige homovielser, forbud mod homoseksuelles adoption, forbud mod at lade soldaters fagforeninger udtale sig om en krig, Danmark deltager i - for slet ikke at nævne diverse bestræbelser på at lukke munden på kritikere og organisationer, partiet ikke bryder sig om, f.eks. Menneskerettighedsinstituttet, DRC, Hans Jørgen Bonnichsen, Jan Sonnergaard, Marlene Wind osv. Af mange grunde var det derfor kun logisk, da liberalisten Samuelsen lovede »100 procent« at bruge LA's mandater til »effektivt at blokere for« Kjærsgaard & Co i regering, og derfor er det selvfølgelig også en ideologisk falliterkæring, når han nu proklamerer: »Der er efterhånden en god, rutineret base i Dansk Folkeparti, så man kan godt nævne en fem-seks stykker, som umiddelbart har potentiale til at blive ministre.« (Berlingske, 2.6.2013). Virkelig? Lad os møde den »rutinerede base« i DF: Med LA's tiltagende EU-skeptiske linje må Mogens Camre være den oplagte europaminister - og vi ved, hvor han står: »De islamiske parallelsamfund i EU må opløses med den fornødne magtanvendelse, og mennesker, som ikke tilslutter sig det europæiske værdigrundlag, må udvises. Vi kan begynde med imamerne og med at lukke deres kommandocentraler, moskeerne.« (2011). Søren Krarup må være født kirkeminister. Denne principfaste mand har næppe ændret holdning siden 1993, hvor han skrev: »Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.« Søren Espersen kan så blive udenrigsminister. Vi kan allerede se for os, hvordan han vil indlede møderne med muslimske regeringer: »Jeg synes, at islam er det største problem i verden.« (2009). Og så skal vi naturligvis ha' oprettet Assimilationsministeriet til Pia Kjærsgaard: »Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol - et tørklæde og et hagekors.« (2007). Jo, der er en »god, rutineret base« i det nationalistiske forbudsparti, som det liberalistiske frihedsparti ser frem til at løfte ind i ministerkontorerne.