Allerede i flyet på vej til Oslo slås tonen smukt an:
Klemt inde mellem mit vinduessæde og kabinevæggen stikker en lyserød gummidildo forventningsfuldt hovedet frem.
Som erfaren flypassager kan jeg i søvne aflire remsen om, at mistænkeligt rejsegods sporenstregs bør indberettes til nærmeste autoritet, og selv om jeg er mest tilbøjelig til at slå det anmassende pikhoved hen som en kæk aktionskunstnerisk installation, bliver jeg alligevel grebet af akut lufthavnsparanoia ved tanken om, hvor meget trotyl, der i grunden kan være i et erigeret lem.
Er der i virkeligheden tale om en dynamitstang forklædt som sexlegetøj?
Jeg vil i hvert fald nødig gå over i historien som ’Dildobomberen fra Kastrup’.
Den tilkaldte steward rødmer klædeligt og forsikrer mig om, at der ikke er tale om ’standardudstyr’ i en Boeing 737, hvorefter han overlader scenen til en mere robust udseende svensk kollega.
På begge de store museer kommer jeg til at græde. Ikke højt og hysterisk som et opkørt barn, bare varme tårer ned ad kinden og fornemmelsen af at stå ansigt til ansigt med noget vigtigt, som bliver sagt med overrumplende kraft
Hun ankommer med alvorlig mine og uigennemsigtig plastikpose, og ved fælles hjælp får vi det genitale fremmedlegeme lirket frem af sit trange gemme og ned i posen, som derefter forlader maskinen gennem forreste udgang.
Om dildoen derefter er blevet sprængt i luften af Rulle-Marie på Amager Fælled, skal jeg ikke kunne sige. Formentlig ender den sine dage som bordpynt ved bagagepersonalets snarlige julefrokost.
LÆS ARTIKEL
Et sprængfarligt kønsorgan. Kan man forestille sig et mere passende præludium til en weekend som gæst i Edvard Munchs Ministerium for Lidenskabelige Anliggender?
Jeg er draget nordpå for at fejre den geniale nordmands 150-års fødselsdag, som markeres med det største opbud af værker, der nogensinde har været samlet i én by.
Fra Nasjonalgalleriets ungdomsarbejder over Munchmuseets modne mesterstykker til de monumentale udsmykninger i universitetets aula og i kantinen på chokoladefabrikken Freia, hvor der dufter af lakridskonfekt og boller i karry.
På begge de store museer kommer jeg til at græde.
Ikke højt og hysterisk som et opkørt barn, bare varme tårer ned ad kinden og fornemmelsen af at stå ansigt til ansigt med noget vigtigt, som bliver sagt med overrumplende kraft.
Det handler om køn, krop, kærlighed, intimitet og begær, de udsøgte menneskelige grundstoffer, som sammenkitter kulturen og fylder eksistensen med lige dele mening og mærkværdighed.
LÆS ARTIKEL
Det handler om nærvær og distance, fryd og forfærdelse. På samme tid. I én og samme person.
Munch indfanger noget i sine billeder, som man skal være lyriker for at sætte ord på, og som får seksualvidenskaben til at ligne en russisk trawler på jagt efter plankton med sine gigantiske garn.
Grænser nedbrydes og individualitet går til grunde, når man slipper kontrollen og forsvinder i kærtegnets døvstumme kaos
Nænsomt og brutalt fremviser han ambivalensen i menneskers relationer og følelsesliv, det mangedobbelte bogholderi, som giver kærligheden dybde og erotikken tusind dinglende etager.
Vi er levende væsener med modsætninger bygget ind. Tvivlen en betingelse. Vi både vil og vil ikke.
LÆS MERE
Af de små 300 værker er ikke et eneste ligegyldigt, men min interesse kredser professionelt om Munchs psykografiske close-ups af kvinder og mænd og deres eksplosive møder i senge og samfund.
Titlerne siger det hele: ’Sjalusi’, ’Vampyr’, ’Mord’ og ’Begjær’.
Vi befinder os midt i industrialismens blodige kønskamp, men skønt militante suffragetter utvivlsomt rumsterer et sted i kulissen, rækker Munchs billedverden langt ud over sin historiske kontekst.
Dette er ikke blot telegrammer fra fortidens slagmarker. Det er tidløse skildringer af menneskelige grundvilkår.
Mest fascineres jeg af de mange variationer over motivet ’Kyss’, hvor de elskende bogstaveligt talt smelter sammen i glubske kannibalistiske favntag.
Skriv kommentar