De, der koloniserede Mellemøsten, er borte. Langt borte. Franskmænd og Englændere. De sekulært sindede diktatorer, der regerede i mellemøstlige stater som Irak, er blevet væltet med Vestens hjælp. De samme diktatoriske regimer, som eksisterede i årevis med åben og skjult hjælp fra vestlige stormagter, er blevet erstattet af svage og splittede regeringer, som har svært ved at inkorporere andre minoriteter.
Nu er de religiøse kræfter på banen igen. Nu er etnisk og religiøs identitet blevet alfa og omega i mellemøstlig politik. Hvis der ikke kommer kontrol over situationen, kan vi endnu engang blive tvunget til at forholde os til massedrab og folkedrab på minoriteter i Irak, Jordan, Syrien osv. Ingen har lyst til at stikke fingeren i denne hvepserede i det, som geografisk set betegnes som Vestasien. Det er vigtigt at huske, at udviklingen i Vestasien kommer til at have omfattende afsmitning på hele Asien.


























