Midt i en krisetid med politiske diskussioner, der enten handler om at skære i velfærden eller er en konstant kritik mellem de politiske blokke om, hvem der vil have 0,8 procent vækst i den offentlige sektor frem for 0 procent, kan mange vælgere let henfalde til ønsket om en samfundsdebat, der løfter sig en anelse mere. Ved middagsbordene i det ganske land kritiseres landets folkevalgte for at mangle visioner for fremtiden. For længst er debatten om velfærdssamfundets næste fase opgivet, fordi der ikke er nogen, som melder sig med ideer. Måske har vi økonomer en del af skylden? Så snart en politiker eller en samfundsdebattør forsøger sig med en ny tanke, skal vi nok skyde den ned, fordi den enten koster for meget eller på anden vis ikke lige passer ind i velfærdssamfundets kendte strukturer. Men måske er et lille lys tændt i mørket for politikerne. KAB’s administrerende direktør, Jesper Nygaard, har skrevet et debatoplæg – ’Det social enzym’. Med udgangspunkt i sit lange liv i den almennyttige boligsektor har Jesper tænkt tanker om, hvordan civilsamfundet mere aktivt – sammen med den offentlige og den private sektor – kan skabe et samspil, der kan bringe vores samfund videre. Ud over at kravene til service i fremtiden ligner noget, der kun i mindre omfang kan finansieres over de traditionelle skattemidler, kommer Jesper med den her: »Det er da et kæmpe dilemma, at de, som bidrager, ikke er glade, og de, der modtager, ofte heller ikke er det. Og når krydspresset mellem skat og service i de kommende år bliver større, så bliver denne problemstilling endnu større. Vi skal tilbage til en situation, hvor de, som bidrager, er stolte af det. Og de, som modtager, er glade for det og i et langt større omfang end i dag yder noget andet til gengæld«.
Det er ikke hattedamesolidariteten, Jesper vil have tilbage, men et krav om, at de institutioner – offentlige som private – som vi har bygget samfundet op omkring, går ind og tager et mere menneskeligt ansvar. Som hans eget almene boligområde, hvor man i diverse sammenhænge ikke alene lejer boliger ud, men også hjælper trængte beboere med gældsrådgivning og i det hele tager viser en menneskelighed over for hinanden, som velfærdssamfundet for længst har sagt farvel til.
