Vilhelmsen ligner en klar vinder, og man bliver til stadighed forbløffet over Søvndal-fløjens uformåenhed.
Krag, Möger og de andre burde let have forstået, at strategien med at svine Vilhelmsen til kun ville gavne hendes profil og kampagne. Og at skælde hende ud for at ville præcis det, som et stort flertal i SF sukker efter, er direkte plim. De gik efter hende fra dag ét. Hun satte spørgsmålstegn ved regeringssamarbejdet. Astrid Krag, Jesper Petersen, Thor Möger hakkede til. Ja, selv Ole Sohn genopstod kortvarigt i dansk politik og tog sin del af slæbet. Lejesvenden Steen Gade, som dengang øjnede en ministerpost, fordi Ida Auken trak sit kandidatur, hørte vi for første gang noget til, siden han selv tabte formandsvalget til Holger K. Nielsen i 1991. Senere kom Søvndal selv på banen med sin kritik. Og endelig dansede alle SF-ministrene boogie-woogie gennem Christiansborgs gange, imens de sang Astrid Krags navn af deres lungers fulde kraft. Men de gjorde Vilhelmsen til martyr. Man kan sige meget godt om Vilhelmsen – og hun gør det stadig mere overbevisende – men som valgkampen er skredet frem, står det klart, at nærmest hvem som helst kunne vinde over Krag. Der er med Vilhelmsen ikke tale om et fravalg af visionen om SF i regering, men et fravalg af visionen om et SF i regering på netop det politiske grundlag, som har været gældende, siden Villy Søvndal kom ud af ’Tårnet’.
