Det har været dejligt at se de positive reaktioner på, at Konservative har meldt ud, at vi er klar til et bredt samarbejde i dansk politik. Medierne har været underligt optaget af en enkelt negativ Megafon-måling, men fire enslydende målinger slog i går fast, at Konservative er tilbage over 7%. Dermed er vi på det højeste niveau i over ni måneder. Det får os endnu ikke til at løbe rundt med armene i vejret, men tendensen er positiv.
Det har virket som om, Dansk Folkeparti har brudt sig lidt mindre om vores udmelding. De sidste tre dage har Morten Messerschmidt forudsagt vores død som parti, Pia Kjærsgaard har kaldt os desperate, bitre og ligegyldige, og Peter Skaarup har truet med at opsige efterlønsreformen, hvis vi opsagde udlændingeaftalerne (hvilket ingen Konservative på noget tidspunkt har bragt på bane eller kunne drømme om).




























