Når jeg kommer hjem fra arbejde, kan jeg godt lide at tage en kold dåse Coca Cola og slappe af i sofaen. Ja, faktisk har jeg lidt for mange colaer i køleskabet. Jeg ved godt, at det er usundt. Jeg ved godt, at jeg burde drikke mindre cola. Men jeg bliver alligevel ved med at drikke cola. Hvorfor? Fordi jeg nyder det.
Allerede i min korte levetid har jeg oplevet et hastigt stigende fokus på sundhed. Det kan være rigtigt godt for samfundet, når vi bliver klogere på hvad der er sundt og usundt – f.eks. ryger gravide ikke længere og vi fylder ikke vores spædbørn med phthalater og andre giftstoffer. Men det kan også være skidt, når det går over gevind.




























