Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Trine Pertou Mach

Det, der før var ekstremt i dansk politik, er nu blevet mainstream

Hvis Danmark, af alle, åbner op for svækkelse af internationale konventioner, så får vi lige pludselig nye venner.

Trine Pertou Mach

Det går stærkt i dansk politik for tiden.

Der skæres dybt i den danske samfundsmodels nervebaner som gjaldt det aflivning hurtigst muligt.

Endnu stærkere går det desværre på værdipolitikken. Danmark har også et problem med flygtninge. Ikke at vi er ved at blive rendt over ende af flygtningestrømme, eller at vi er ’truet’.

Men vi har et problem med den måde, mennesker i nød håndteres på. Statsminister Lars Løkke har i løbet af én sommer brugt mere politisk kapital i Europa på ikke at ville være del af en fælles europæisk løsning, end nogen anden statsminister i min tid.

Mantraet lyder, at kun ved at holde verdens og dens grusomme virkelighed fra porten, kan Danmark bevare vores velfærd og sociale tryghed. Det gælder om, at så få flygtninge som muligt søger asyl i Danmark, og om at ’sende signaler’ om at ’vi’ (det tæller ikke undertegnede) ikke er en gavebod, men har skrappe krav og regler.

Det allermest forstemmende er, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, nu melder ud, at hun skam godt kender til det med, at menneskerettighederne beskytter 'de forkerte'

Og problemet stikker dybt. Borgere i Nordjylland, som i denne uge formastede sig til at vise hjertevarme og åbne arme overfor de flygtninge, der er henvist til en teltlejr, måtte se sig truet på sociale medier af folk, der vil »huske dem, når krigen kommer«, fordi deres adfærd ifølge denne tosse er landsskadelig. En udtalelse, der fik et DF-folketingsmedlem og viceborgmesters ’synes godt om’. Tonen i sproget kender vi. Fra den ekstreme højrefløj. Altså virkeligt ekstreme. Man må formode, at der ryger antiradikaliseringspenge af sted til det nordjyske nu.

I denne uge tog dansk politik endnu et spring. Nu gælder det så internationale konventioner og principper. Som langt hen af vejen er udsprunget af årene umiddelbart efter 2 verdenskrig, hvor verdenssamfundet havde oplevet nok til at se, at der var brug for fælles spilleregler og normer for, hvordan stater opfører sig, og mennesker beskyttes.

Regeringens støttepartier er klar til at kaste også det i grus midt i en tid med krig og flygtningestrømme. Det er ellers nu, der er brug for det.

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen skal arbejde for ændring af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som så kan træde i kraft, når Danmark overtager formandskabet i 2017 af ministerkomiteen under Europarådet.

Liberal Alliance er klar. De mener, at internationale spilleregler bryder sammen, hvis ikke de reformeres (sic!). Anders Samuelsen gjorde sig sidste uge i DR2’s Debatten angiveligt til talsmand for, at flygtningekonventionen bør omskrives, så man kun kan søge asyl i et naboland (den ændring har nok større appel til Australien, Canada og USA end til Libanon, Jordan og Tyrkiet).

De Konservative er også med. Inger Støjberg siger pt, at hun først vil tage drøftelsen ved forhandlingsbordet, men som bekendt gav justitsminister Søren Pind sidste år (igen) udtryk for ‘behovet’ for at ændre eller i sidste ende opsige internationale konventioner. Så sent som i sommers lød det fra Karsten Lauritzen, at ’de internationale konventioner er blevet en spændetrøje for national selv-bestemmelse’.

Med den gryende S-V alliance på disse dele af værdipolitikken ser det ikke ud til, at et regeringsskifte vil give ny politik

Men det allermest forstemmende er, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, nu melder ud, at hun skam godt kender til det med, at menneskerettighederne beskytter ’de forkerte’.

Faktisk er det ikke bare forstemmende, det er skræmmende. At hverken S eller V er i stand til at sige fra – men giver medløb – vidner om tabte politiske kompasser. Det, der engang var at betragte som ’ekstreme’ eller ’langt ude’ synspunkter, kan nu genfindes i en række partier - også ind i centrumvenstre. Det, der var forholdsvist isoleret, er nu mainstream.

LÆS BO LIDEGAARD

Sagen er bare den, at menneskerettighederne er til netop for at beskytte dem, som magthavere synes er ’forkerte’. Menneskerettighederne er netop sat i verden for at beskytte det enkelte menneske, individet, mod statens vilkårlige magtanvendelse. Det være sig intolerance overfor mindretal, homoseksuelle eller kvinder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bærende i FN’s Menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er for fundamentalt til, at det skal skrottes, fordi man ikke altid kan sende en eller anden religiøs tosse eller tilfældig kriminel ud af landet.

De er der for at beskytte borgerne mod overgreb, uanset om lederen er en hyggelig dansk statsminister eller Hosni Mubarak, Assad eller noget andet. Uanset om disse ledere måtte mene, at nogen borgere er ’forkerte’.

Vi har netop brug for dem for at beskytte os mod, at politiske ledere bruger statsmagten til at diskriminere eller krænke vores rettigheder ud fra smagsdommeri, hårdtslående populisme eller ekstreme ideologier.

Historien – og nutiden – viser med al tydelighed, at ’de forkerte’ kan være os alle. Jøder. Guantanamo-fanger. Homoseksuelle. Kristne. Muslimer. Ekstremister. Kvinder. Handicappede. De umyndiggjorte.

Det vilde i Mette Frederiksens synspunkt - at nogen mennesker er ’forkerte’ - er en total undsigelse af ånden i menneskerettighederne: At vi alle først og fremmest er mennesker, før vi er noget som helst andet. For vi er, med let omskrivning af Montesquieus ord, mennesker af nødvendighed og kun danskere ved et tilfælde.

LÆS DEBAT

Hvis Danmark, af alle, åbner op for svækkelse af internationale konventioner, så får vi lige pludselig nye venner. Mon ikke Ruslands Putin har forslag til justeringer, der kan skaffe ham af med ’bøvlet’ omkring homo-rettigheder. Tyrkiets Erdogan vil nok gerne tilføje ét og sløjfe andet, så kurderne kan håndteres ’bedre’. Ortodokse religiøse ledere kunne have interesse i en gang for alle at afslutte debatten om fri abort.

Det er ikke nyt, at magthavere vil omskrive eller gentolke menneskerettighederne for at få dem til at passe til deres politiske verdensbillede og forehavende. Det tema kendes med variation fra bl.a. Beijing, Teheran, Cairo, Damaskus, Moskva, Kampala, Johannesborg, Tel Aviv. Bare for at nævne nogen.

Det svære bliver troværdigt at gøre sig til repræsentant for menneskerettigheder, demokrati og retsstat i udenrigs- og verdenspolitikken, hvis man først sætter sig selv ud på den bane. Så står man temmelig pauvert klædt på og har sparket døren op for, at andre lande kan gøre det samme – og så er vejen åben for nedbrydning af det internationale system, verden har bygget op over de seneste 70 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er fuldstændig vanvittigt at gå ned af den vej. Det er som at ledes af spøgelsesbilister.

Med den gryende S-V alliance på disse dele af værdipolitikken ser det ikke ud til, at et regeringsskifte vil give ny politik.

Tænk om Socialdemokraterne stod fast på humanismen. Holdt fast i, at der er forskel mellem højre og venstre. Holdt fast i, at vi kan gøre det bedre. Det gjorde Socialdemokraternes grundlæggere. Lad det ikke dø i signalpolitikkens navn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce